Israel - Jerusalem

Beskrivelse

Jerusalem drager og fascinerer. Oldtid møder det moderne. Bibelens beretninger bliver levende. Byen har bare det ekstra, som giver et sug i maven! Vi får god tid til at opleve byens puls på egen hånd og i eget tempo. Vores erfarne rejseledere kender byen ud og ind. Hver dag kan du enten gå med rejselederne, eller gå på eventyr på egen hånd, hele eller dele af dagen. De sidste 3 dage har vi fælles program med egen bus og en dygtig dansktalende guide. Her kører vi langs den betagende middelhavskyst til det nordlige Israel med et spændende besøg på korsfarerborgen i Akko, og vi får en storslået naturoplevelse ved Rosh Hanikra. Vi bor centralt i det moderne Jerusalem i nærheden af byens indbydende caféer og restauranter. Alle aftener slutter med fællessamling med vægt på hygge, andagt og fællesskab.

Jerusalem - Foto: GettyImage/silverjohn
Akko - Foto: GettyImage/itpow
Besøg de lokale butikker - Foto: Peder Kølle

Oplevelser på rejsen

Søndag d. 27. oktober: Udrejse tidlig søndag morgen. Vi flyver fra Kastrup via Wien til Tel Aviv. Indkvartering centralt i Jerusalem. Vi får en fornemmelse af byen ved en gåtur gennem centrum af det ny og gamle Jerusalem.

Mandag d. 28. oktober: Rejseledernes rute: Den imponerende udsigt over Jerusalem fra øst. Ned ad Oliebjerget via Tårekirken til Alle Nationers Kirke i Getsemane Have. Gennem Løveporten og videre ad Via Dolorosa, 'Smertens Vej'. Bethesda Dam og Gabbata til Gravkirken. Et kig over byens tage. Jaffaporten, gågaderne Mamilla og Ben Yehuda. Har du ikke været i Jerusalem før, anbefaler vi, at du går med rejselederne denne dag som udgangspunkt for at gå på egen hånd de næste dage.

Tirsdag d. 29. oktober: Rejseledernes rute: Tidligt fra hotellet. Vi forsøger at komme op på Herodes den Stores gigantiske tempelplads, der nu bl.a. rummer Klippemoskeen. Grædemuren og Davidsbyen, med den 533m lange Hizkijas tunnel. Siloa Dam. Via dræntunnelen til sydmuren af tempelpladsen. Den spektakulære Damaskusport og Gordons Golgata, som rummer en klippegrav fra Jesu tid. Rejselederne kommer med forslag til udflugtsmål på egen hånd omkring Grædemuren og Jaffaporten.

Onsdag d. 30 oktober: Rejseledernes rute: Det pulserende jødiske marked Mahane Yehuda med mange duftende specialiteter. Med letbanen til det gribende Holocaust museum. Rejselederne kommer med forslag til udflugtsmål på egen hånd omkring hotellet.

Torsdag d. 31. oktober: Hvis muligt besøg i Knesset. Vi ser Israelsmuseet med Modelbyen og Dødehavsrullerne. Besøg i Det Danske Hus i Jerusalem. Betlehem med Fødselskirken og Hyrdernes Mark.

Fredag d. 1. november: Gennem Judæas ørken til Herodes’ imponerende klippefæstning, Masada. Senere får vi mulighed for at flyde i det saltholdige vand i Det Døde Hav. Vi slutter med en gåtur op til Davidskilden i oasen Ein Gedi, hvor kong Saul mødte David.

Lørdag d. 2. november: Middelhavet med Cæsarea, det store romerske teater. Nordpå til den spændende korsfarerborg i Akko og til de fascinerende Rosh Hanikra grotter, hvor havet møder bjergene. På tilbagevejen kører vi over Karmelbjerget, hvor Elias kæmpede mod Baalprofeterne. Afslutningsmiddag på hotellet.

Søndag d. 3. november: Efter en forunderlig rundtur i Jerusalem flyver vi søndag fra Tel Aviv via Wien til Kastrup Lufthavn.

Rejseledere


Rejsefakta

Dato:
27. oktober - 3. november

Priser:
Pr. person i delt dobbeltværelse: Kr. 12.750
Pr.person i enkeltværelse:             Kr. 15.850

Det får du for prisen:

  • 7 nætter på 3* hotel
  • 7 x morgenmad, 4 x middag (27/10, 31/10, 1/11, 2/11)
  • Udflugter og entréer i 3 dage (31/10, 1/11, 2/11)
  • Lokal dansktalende guide i 3 dage (31/10, 1/11, 2/11)
  • Transport i egen turistbus i 3 dage
  • Danske rejseledere
  • Fly t/r
  • Drikkepenge til hotel, chauffør og guide
  • Headsets
  • Skat og bidrag til rejsegarantifonden

Udrejse fra: Kastrup

Tilmelding: Inden d. 25. juni. Herefter forhør om pladser.
Rejsen kræver særlige pasregler. Se faktura ved bekræftelse.
OBS: Forbehold for ændringer. Alm. god fysik. Vi går en del.

Almindelige betingelser
Rejsen er underlagt Felix Rejsers almindelige betingelser vedrørende pakkerejser, som du forudsættes at være bekendt med. Betingelserne fremgår her.

Rejsenr.: 26


Katalogside

  • Felix Rejser 
  • Korskærvej 25 
  • 7000 Fredericia 
  • tlf.: 7592 2022 
  • CVR nr. 65219115