Nordsjælland – Natur og kultur

23. maj - 26. majDanmarkForårBjarne HvidbergBusDanmark, Relax

Tag med på en 4-dages tur gennem Danmarks historie, kultur og natur

Den ene af vores to Danmarksture går til Nordsjælland, som rummer mange kulturhistoriske skatte – lige fra markante og fascinerende kongelige slotte til utallige rekreative områder med smuk natur.

På vores tur i det nordsjællandske kommer du til at høre om vikinger, konger og fortællinger fra 2. verdenskrig samt, hvordan det var at leve i området i tidligere tider. Så du kommer godt omkring i Danmarks historie og det smukke Nordsjælland.

Vi tager blandt andet på en busrundtur, hvor vi besøger mange af de små hyggelige sjællandske byer og nyder det smukke landskab. Tag med på denne spændende tur fyldt med historie, smukke seværdigheder og muligheder for at skabe varige minder!

Rejseplan

Indkvartering

Torsdag den 23. maj
Vi begynder vores danmarkstur i det jyske og kører over Fyn til Sjælland til Hotel Hillerød.
Vi nyder vores medbragte madpakke ved vikingeborgen Trelleborg. Efter frokosten får vi en rundvisning på området, hvor vi hører om den fascinerende ringborg Trelleborg, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Efter rundvisningen kører vi til vores hotel i Hillerød, hvor vi bliver indkvarteret og senere skal nyde vores første middag. Efter middagen samles vi og får mulighed for at lære hinanden bedre at kende.

Fredag den 24. maj
I dag skal vi på en busrundtur, hvor vi kommer godt omkring det nordsjællandske landskab. Vi tager madpakke med fra hotellet og spiser den, hvor det passer ind i dagens program.

Vi kører først til Frederikssund, hvor vi kører over Kronprinsesse Mary’s bro til Jægerspris Slot. Her går vi en tur i den smukke slotspark. I Parken kan du bl.a. også opleve Johannes Wiedewelts Mindelund. Det er en skulpturpark med 54 mindestøtter, opstillet i årene 1777-1789. Mindelunden fejrer danmarkshistoriens største helte, i alt 83 personer som Absalon, Peder Skram, Ludvig Holberg og Tycho Brahe.

Efter oplevelsen i parken kører vi via Frederiksværk til Lynæs, som er navnet på den sydøstlige pynt af halvøen Halsnæs, der ligger ned mod Isefjorden i Nordsjælland. Det idylliske fiskerleje er et af Danmarks ældste. Vi kører videre til den charmerende havneby Hundested, hvor grønlandsfareren Knud Rasmussen boede og arbejde mellem sine grønlandsekspeditioner.

Vi sætter nu kursen mod nord til den historiske badeby Tisvildeleje og kører langs kysten til Sjællands nordligste punkt, Gilleleje. Det var i Gilleleje, at jødiske familier med børn og ældre blev gemt på loftet af Gilleleje Kirke, mens de ventede på transport til Sverige. Men en stikker angav dem, og Gestapo kom og arresterede dem. De blev senere sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. De fleste tilfangetagne fra kirkeloftet overlevede og vendte tilbage til Danmark efter krigen. Vi håber på, at det er muligt at kigge ind i kirken.

I Gilleje besøger vi også Museum Nordsjælland – skibshallerne og Det gamle Hus, som ligger midt i Gilleleje by. Vi ser, hvordan man boede, arbejdede, gik i skole og holdt fri. Vi kan gå rundt i de små stuer i Det Gamle Fiskerhus. Vi oplever fiskernes arbejde i Skibshallerne, ser en skole anno 1920 og ’tager på ferie’ i 1950’erne og 1960’erne.

I udstillingen om oktober 1943 ser vi en fiskerjolle, der blev benyttet i forbindelse med jødernes flugt fra Villingebæk til Sverige.

Vi fortsætter busturen til stationsbyen Græsted og sætter herefter kursen mod hotellet i Hillerød.

Lørdag den 25. maj
Efter morgenmaden kører vi via Fredensborg til Gurre Slotsruin, som er ruinerne af et kongeligt slot, hvor Kong Valdemar døde i 1375. Vi kører herefter til centrum af Helsingør, hvor vi hvis muligt, besøger domkirken inden der er frokost på egen hånd.

Fra centrum kører vi til Kronborg Slot, som er et prægtigt bygningsværk med mange smukke sale. Vi kommer rundt i disse sale og hører om slottes fascinerende historie, når vi får vi en rundvisning af en af slottets guider. Kronborg Slot er desuden på UNESCOs verdensarvsliste og kendes også fra dramastykket Hamlet.

Det siges, at William Shakespeare hentede inspirationen til verdens mest opførte dramstykke Hamlet fra den danske sagnhelt Amled og det prægtige slot Kronborg.

Fra Helsingør køres direkte til Hillerød, hvor Frederiksborg Slot og slotsparken ligger. Hvis det er muligt, besøger vi først Hillerød kirke og får en fortælling om kirkens arbejde af den lokale præst.

Herefter går vi en tur i barokhaven ved Frederiksborg Slot. Resten af dagen er der tid på egen hånd, inden vi tager tilbage til hotellet.

Søndag den 26. maj
Efter morgenmaden tager vi afsked med vores hotel og kører til Roskilde, hvor vi deltager i gudstjenesten i Domkirken. Efter gudstjenesten spiser vi frokost på en restaurant i nærheden af kirken. Efter frokosten går vi tilbage til kirken, hvor vi får en rundvisning og hører om stedets historie.
Vi sætter nu kurs mod Fyn og Jylland, og kører retur ad samme rute som på udrejsedagen.

Her slutter endnu en dejlig danmarksturné, og vi siger tak for turen i takt med, vi sætter folk af på ruten.

Hotel beskrivelse:
Det 3* Best Western Hotel Hillerød ligger i gå afstand fra Frederiksborg Slot og Hillerøds hyggelige bykerne med masser af butikker og caféer.

Hotellet er et ideelt udgangspunkt for at opleve Nordsjælland, med kort afstand til mange af de kendte seværdigheder. Værelserne er pæne og i klassisk, skandinavisk stil.

Middagen indtages alle aftener på hotellet, og som de selv skriver “Glæden for mad og vores faglige engagement gør et besøg hos os til en oplevelse for alle sanser”.
Så glæd dig til det!