Norge – Hadeland og Oslo

14. august - 19. augustNorgeElisabeth Olsen, Claus Henry OlsenBusEuropa

Norge – Hadeland og Oslo

Vores naboland Norge er et stort land, men kræver hverken den store introduktion eller så mange ord til at beskrive det. For en rejse til Norge er helt enkelt en rejse til et af verdens smukkeste lande.

Tag med på en dejlig rejse til Norge, hvor vi bor i rolige omgivelser i den idylliske norske natur. På denne rejse er dagene planlagt, så der er god tid ved de enkelte besøg. Nogle dage begynder vi stille og roligt, andre dage lidt tidligere. Dagene er ikke fyldt op med mange besøg, men du får stadig gode oplevelser med hjem i bagagen.

Vi bor på Granavolden Gæstgiveri, som ligger midt i hjertet af det historiske Hadeland. Stedet er udgangspunkt for vores oplevelser på rejsen. Den sidste nat overnatter vi i Sandefjord på det charmende hotel Kong Carl.

Glæd dig til bl.a. at opleve Hadeland Glassverk, Ringerikes Museum, Eiktunet ved Gjøvik, Oslo, Kristiansand Kanonmuseum og ikke mindst en sejltur på Norges største indsø Mjøsa.

Rejseplan

Indkvartering

Mandag d. 14. august
Tidlig opsamling gennem Jylland til Frederikshavn. Forventet afgang med Stena Line til Gøteborg er kl. 11.35. Efter ankomst kl. 15 sætter vi kurs mod vores hotel i Granavolden. Vi spiser middag undervejs, og kører herefter et par timer. Vi ankommer sidst på aftenen til Granavolden Gjæstgiveri, som ligger midt i hjertet af det historiske Hadeland.

Tirsdag d. 15. august
Oven på den lange udrejsedag begynder vi dagen stille og roligt. I løbet af formiddagen besøger vi søsterkirkerne Nikolaikirken og Mariakirken, som ligger lige over for hotellet. Søsterkirkerne er stenkirker fra middelalderen, der er placeret side ved side. Vi får en guidet tur i kirkerne, og får hele historien om stedet.

Herfra kører vi til Hadeland Glassverk, hvor der er rig mulighed for at opleve det store område omkring glasværket. Området er lidt som en lille landsby med restauranter, kunstudstillinger, butikker og aktiviteter for alle aldre.

Der er tid til se, hvordan de blæser glas på samme måde som i 1700-tallet, tid til at besøge de forskellige huse med glasudstillinger og til at spise frokost i én af de mange spisesteder.

Herefter kører vi til Ringerikes Museum, som holder til i Norderhovs gamle præstegård. Den fungerede som privatbolig for sognepræsten fra 1635 til slutningen af 1950’erne. Meget af den oprindelige indretning er intakt, så et besøg her er næsten som at skrue tiden flere hundrede år tilbage.

På vej tilbage til hotellet lægger vi vejen forbi den otte-kantede Jevnaker kirke fra ca. 1834, som ligger med smuk udsigt over Randsfjorden. Vi får middag på hotellet.

Onsdag d. 16. august
Vi begynder dagen med rundvisning på Eiktunet nær Gjøvik. Eiktunet er en lille bygd fra 1800-tallet, og vi kan blandt andet opleve husmandsstuer, blikkenslagerværksted, en mølle og gamle køretøjer. Vi kører nu til Gjøvik, som ligger lige ved søen Mjøsa. Vi har tid på egen hånd til egne oplevelser og frokost i byen.  Vi slutter besøget i Gjøvik af med en rundvisning i Gjøvik kirke, som er bygget af tømmer, og en af de få kirker i landet, som er i nygotisk stil.
Vi skal nu ud at sejle med verdens ældste hjuldamper Skibladner – fra Gjøvik til Hamar. Vi nyder sejlturen på ’Mjøsas hvide svane’, imens den elegant glider gennem landskabet på Norges største indsø.
Fra Hamar kører vi retur til hotellet til sen middag.

Torsdag d 17. august
Fridag. Du har i dag mulighed for at tage på vandreture i området, tage med på en eftermiddagstur til blandt andet vævestuen Grindakervev i Brandbu eller udforske nærområdet. Her kan du blandt andet se Glasladen, som huser udstillinger, arbejdsrum og glasværksted. Du kan også besøge Stenhuset, Pilgrimscenteret, Præsteenkesædet Sjo og præstegårdshaven.
Rejselederne hjælper med at tilrettelægge dagens aktiviteter ud fra dine interesser og den øvrige tilslutning.
Vi mødes sidst på dagen til middag på hotellet.

Fredag d 18. august
Vi siger i dag farvel til Granavolden, og sætter kursen mod Norges hovedstad Oslo. I Oslo lægger vi ud med vores egen byvandring til de kendte steder. Herefter er der frokost og tid til oplevelser på egen hånd. Du har mulighed for at følges med rejselederne til Vigelandsparken, som er en skulpturpark med mere end 200 skulpturer af den samme kunstner. Fra Oslo går turen til Sandefjord, hvor vi skal overnatte på det charmerende hotel Kong Gustav.

Lørdag d. 19. august
Efter tidlig morgenmad kører vi til Kristiansand, hvor vi besøger Kristiansand Kanonmuseum. Her kan vi se verdens største landfaste kanon, og det tilhørende bunkermuseum med udstilling af militært udstyr.

Herefter kører vi ind til centrum af Kristiansand, hvor der er tid til frokost på egen hånd, inden vi kører til færgen. Vi ankommer forventeligt til Hirtshals kl. 17.15 og kører herefter retur ad udrejseruten.

Granavolden Gæstgiveri
Lige siden 1657 har der været gæstgiveri på Granavolden, og i dag kan man nyde de smukke historiske rammer inden for murene af et moderne hotel.

Naturen omkring Granavolden leder tankerne hen på det Italienske Toscana, og der er rig mulighed for at gå i området ad stier og opleve den smukke natur. Området byder også på mange historiske oplevelser lige fra en offersten, der viser, at der boede folk i Granvolden for mere end 3000 år siden. Her er også Sct. Petris Kirke, hvor det originale krucifiks fra det 13. århundrede stadig hænger og Præsteenkesædet Sjo, som er fra 1795 og bygget i empirestil, og hvis have huser den føromtalte offersten.
Blot 3 km fra gæstgiveriet ligger Sølvsberget, som er en gammel vulkan beliggende i 493 meter over havets overflade, og på toppen ses resterne af et stort landsbyslot fra jernalderen.

Kort sagt – Granavolden er det perfekte udgangspunkt for en oplevelsesrig ferie i historiske og natursmukke omgivelser.

Relaterede rejser og indlæg