Norge – fjord og fjeld

Vores populære bustur til Norges fjorde og fjelde er fascinerede naturoplevelser og en tur gennem dele af Norges historie.

18. august - 26. augustNorgeSommerBusEuropa, Relax, Temarejser

Norge – fjord og fjeld

Tag med til det smukke ferieland Norge, og oplev et overflødighedshorn af fantastiske naturoplevelser. Vi møder en stor del af Fjordnorges højdepunkter: Geilo, Vøringsfossen, Sognefjorden og Bergen, hvor vi skal opleve livet i hansastaden på Bryggen. Fra rosebyen Molde tager vi på en dagstur til Atlanterhavsvejen og Kvernes Stavkirke. Undervejs nyder vi fællesskabet i bussen, hvor rejselederne krydrer oplevelserne med fortællinger om Norge med fokus på alt fra geografi til erhvervsliv og kirkehistorie.

Hver dag sine oplevelser. Ikke uden grund har Fjordnorge været topscoreren på Geographic Travelers liste over 115 uberørte rejsemål. Vi ser steder på UNESCO’s verdensarvsliste og kører ad flere af Norges 18 nationale turistveje. Imponerende ingeniørarbejde giver os mulighed for at opleve det hele tæt på.  

Fjordcruise gennem Nærøyfjord og ind ad Aurlandsfjord til krydstogtbyen Flåm. Høje fjelde omkranser fjorden. Vi kører gennem verdens længste tunnel, Lærdalstunnelen. I Bergen tager vi med Fløibanen op og nyder udsigten over byen, fjorden og ”De Syv Fjelde”. Gennem Gudbrandsdalen følger vi elven Lågen og Norges største sø Mjøsa. Vi besøger også en landmand på sæteren.

’Norge ‒ fjord og fjeld’ er en rundrejse, hvor vi hver dag kører tidligt og når frem til hotellet sidst på eftermiddagen. På to af hotellerne bor vi to nætter.

Rejsen er samtidig en læserrejse for Kristeligt Dagblad.

Rejseplan

Tirsdag d. 18. august
Opsamling fra Fyn, op gennem Jylland, afsejling til Larvik fra Hirtshals kl.12.45. Vi nyder en lækker buffet undervejs (inkl. drikkevarer).

Sidst på eftermiddagen kører vi først langs elven gennem den frodige Numedal, derefter op over fjeldet, hvor vegetationen har måttet gi’ op, frem til sen indkvartering på det historiske Dr. Holms Hotel i Geilo. Undervejs en times ophold i Lampeland, hvor vi får en let middag.

Onsdag d. 19. august
Vi tager den lidt med ro om formiddagen. Efter andagt i Geilo Gamle Kirke, tager vi stoleliften op på højfjeldet, hvorfra der er en storslået udsigt ud over Geilo og de omkringliggende fjelde med mange løjper. Efter frokost kører vi langs Hardangervidda, Norges største nationalpark og Nordeuropas største højfjeldsplateau, til Eidfjord, hvor vi skal se Vøringfosssen, der med sit frie fald på 145 m hører til en af Norges store turistattraktioner. Besøgsanlægget er netop blevet opgraderet og nyanlagt, så alle har mulighed for at se dette fantastiske natursceneri fra platforme, der bogstavelig talt hænger ud over dalen.

Vi fortsætter gennem Måbødalen (National Turistvej) til et fotostop ved Hardangerbroen, inden vi når hotellet, der ligger lige ud til søen Vangsvattnet i Voss. Her bor vi to nætter. Alle får værelse med udsigt over søen og fjeldene i baggrunden.

Torsdag d. 20. august
Heldagsudflugt til Norges næststørste by Bergen. Sammen kører vi med Fløibanen op til den storslåede udsigt ud over byen, fjorden og “De syv fjelde”. Der er mulighed for at gå en tur på stierne i området, sætte sig på en bænk og nyde udsigten, mens frokosten indtages.

Vi slentrer forbi Kjøttbasaren, langs med det spændende og hyggelige havnemiljø. Herefter begiver os ind i de snævre stræder mellem de gamle træhuse på Bryggen, som blev opført i forbindelse med, at Hansaforbundet i 1400-tallet etablerede et af sine fire hovedkontorer her. Vi fornemmer tjæreduften mellem de gamle træhuse og smalle stræder og hører om det liv som udfoldede sig her. Ikke uden grund er området blevet Norges tredje mest besøgte turistattraktion med en fortjent plads på UNESCO´s verdensarvsliste.

Du kan herfra vælge at fortsætte på egen hånd, eller du kan følge rejseleder på en fælles byvandring i Bergens centrum. Vi kommer forbi Domkirken, det gamle og nye rådhus og går den smukke tur rundt om Lille Lungegårdsvannett, forbi kunstmuserne til Byparken med ‘Musikkpaviljongen’. Undervejs passerer vi både Grinegutten, Fiskeren og de mange andre skulpturer, som Bergen er så rig på. Vi ser også de mange statuer af kendte nordmænd inden vi på hovedstrøget Torgalmenningen standser op ved Sailor’s Monument. Byvandringen slutter på Fisketorvet ved havnen.

Herefter bliver der lidt tid på egen hånd. Du kan sidde og nyde livet på en café på Bryggen, besøge et par butikker eller blot slentre og indsnuse det pulserende byliv, som Bergen er rig på.

Vi kører tilbage til hotellet i Voss, hvor en dejlig buffet venter os.

Fredag d. 21. august
Vi tager færgen fra Gudvangen til Flåm. En næsten 2½ times fjordcruise ud gennem den 18 km lange Nærøyfjord, som også er på UNESCOs verdensarvsliste og ind ad den lige så lange Aurlandsfjord til krydstogtbyen Flåm. Med kun 250 m på det smalleste sted regnes fjorden for Europas smalleste. 1800 m høje fjelde omkranser fjorden. Undervejs passeres små maleriske bebyggelser.

I Flåm er der masser af liv, butikker og caféer, som der bliver tid til at besøge. Du kan også vælge at besøge museet for Flåmsbanen, som viser, hvordan denne navnkundige jernbanestrækning blev bygget.

På vejen videre kører vi gennem verdens længste tunnel, Lærdalstunnelen (24,5 km). Vi går en tur i Gamle Lærdalsøyri, der med over hundrede træhuse er et af de vigtigste historiske træhusmiljøer i Norge. Efter at have sejlet over Årdalsfjorden indkvarteres vi i Sogndal på det historiske Hofslund Fjord Hotel, som har været i familiens eje gennem generationer. Her er mulighed for en dukkert i den udendørs pool, eller man kan gå en tur i byen.

Hotellet ligger helt ned til vandkanten af Sognefjorden, der med sine 204 km er Norges længste og dybeste fjord.

Lørdag d. 22. august
Vi forlader Sogndal, og første stop er Norsk Bremuseum, hvor vi bl.a. skal se en betagende panoramafilm om Jostedalsbreen. Fra museets tag er der en storslået udsigt op til Bøyabreen, som er en brearm af Jostedalsbreen. Prøv også ishulesimulatoren.

I Skei gør vi holdt ved Audhild Vikens Vævestue, hvor der kan købes norsk husflid, strik og træskærerarbejder.

Turen fra Sognefjordsområdet til Moldeområdet går langs søer, fjorde og over fjelde og åbner det ene natursceneri efter det andet. Hvis vejret tillader det, nyder vi vores medbragte frokost i det grønne med udsigt over Innvikfjorden. Eftermiddagskaffen serveres med udsigt til Hellesyltfossen, inden vi tager med et par små færger for at krydse fjordene. Hen under aften når vi hotellet i Molde, hvor vi har to overnatninger. Alle er sikret et værelse med udsigt over fjorden.

Søndag d. 23. august
I dag kører vi på et andet af turens store højdepunkter ’Atlanterhavsvejen’, en af Norges Nationale Turistveje. Først besøger vi Bud, det gamle fiskerleje, hvor vi nyder udsigten ved Ergan kystfort fra 2. verdenskrig og bautastenen for rigsmødet i 1533. Vi fortsætter langs kysten ad Atlanterhavsvejen, der med sine broer og særegne rasteplads er en både æstetisk og visuel oplevelse. Vi er derude, hvor Atlanterhavet viser tænder, når efterårsstormene raser. Vi satser på solskin, så vi kan nyde vores velfortjente formiddagskaffe efter en lille gåtur ad den nye Svevesti (600 m) på øen Eldhusøya. Den handicapvenlige sti knytter himmel, hav og vej sammen til en storslået oplevelse.

Ved frokosttid når vi Kvernes Stavkirke fra 1300-tallet, hvor vi har en aftale med en lokale guide, som vil fortælle om de særprægede norske stavkirkes historie. Frokosten spiser vi ved det gamle bedehus. Tilbage i Molde kører vi først op til Moldepanoramaet med udsigt til 222 fjeldtoppe. Derefter til Kongebirken, mindestedet hvor kong Haakon og kronprins Olav søgte skjul for de tyske bomber over Molde den 28. april 1940. Her holder vi en andagt.

Mandag d. 24. august
Endnu en dag med storslåede naturoplevelser venter os. Efter en kort sejltur når vi Åndalsnes, hvor vi holder morgenandagt i Togkapellet. Turen fortsætter til Trollveggen, der er Europas højeste lodrette bjergvæg. Ca. 1700 m fra bund til top, hvoraf 1000 m er et lodret fald, med et bjergmassiv, der delvist hænger 50 m ud.

Efter et kort fotostop ved Kyllingebrua fortsætter vi til udsigtspladsen ved Slettafossen. På vej til Otta hører vi  beretningen fra Kalmarkrigen, som ligger til grund for figuren Pillar-Guri, der står ved Skysstasjonen.

I Vinstra kører vi ind i Espedalen, hvor vi ankommer til hotellet oppe på fjeldet. Et uformelt og hyggeligt familiedrevet hotel, hvor der er mulighed for en svømmetur i poolen med udsigt til fjeldene. Du kan også blot nyde den friske fjeldluft og udsigten fra dagligstuens store vinduer.

Tirsdag d. 25. august
I dag skal vi køre gennem Gudbrandsdalen, følge elven Lågen og Norges største sø Mjøsa. Inden vi når så langt, skal vi besøge en landmand på sæteren. Om vinteren bor familien i dalen, men om sommeren flytter de med deres dyr op på sæteren. Vores norske værter vil fortælle om norsk landbrug og de særlige vilkår, en sommer på sæteren byder på. Inden vi kører igen, er vi lovet både kaffe og norske vafler.

Ved Lillehammer passerer vi Skihopbakkerne fra OL i 1994 og fortsætter langs Mjøsa, forbi Eidsvoll, hvor Norges grundlov blev vedtaget i 1814. Afhængig af tid og trafik kører vi måske en lille rundtur i Oslo eller går en tur på taget af den nye Opera i Oslo. Om bord på Stena Saga nyder vi den store buffet (drikkevarer inkl.), mens vi sejler ud gennem den smukke Oslo Fjord.

Onsdag d. 26. august
I Frederikshavn venter et dejligt morgenbord på Sømandshjemmet. Efter et kort afskedssamvær, kører bussen ned gennem Jylland ad samme rute som på udturen.