Jordan – et bibelsk land

Kom tæt på bibelske begivenheder i Jordan, besøg klippebyen Petra og se solnedgangen over ørkenlandskabet Wadi Rum

04. oktober - 12. oktober 2022JordanKaren Kristensen, Kurt KristensenFlyBibelske Rejser

Jordan – et bibelsk land

Velkommen til en spændende rundrejse i det bibelhistoriske land Jordan. Et land med en enestående smuk og særpræget natur, og med seværdigheder der viser historie og kultur fra en fjern fortid og indtil nu.
Jordan er et mellemøstligt land med en høj grad af sikkerhed, orden og fredelig sameksistens. Det er et langt overvejende muslimsk land, præget af gammel beduinkultur og nyere bykultur. Samtidig er der et stærkt præg af kristen tilstedeværelse i både bibelsk, historisk og nutidigt perspektiv.

Vi vil på denne rejse særligt følge de bibelhistoriske og kristne spor i landet, og her vil vi støde på vigtige navne som Lot, Jakob, Moses, Elias, Johannes Døber, Jesus og mange flere. Samtidig vil vi også bruge tid på de berømte steder, såsom Jerash, Det døde Hav, klippebyen Petra og månelandskabet Wadi Rums ørken.

Rejseplan

Tirsdag d. 4. oktober
Vi rejser fra Københavns Lufthavn om morgenen. Ankomst til Queen Alia Airport ved Amman midt på eftermiddagen.
Herfra kører vi den korte vej til vores hotel i mosaikbyen Madaba, hvor vi bliver indlogeret for tre nætter. Hotellet ligger i byens centrum, tæt på spændende seværdigheder og lokale indkøbsmuligheder.

Onsdag d. 5. oktober
Efter morgenmaden begynder vi dagen i den græsk-ortodokse St. George Church, som er berømt for sin ganske enestående gulvmosaik, Madabakortet fra 560 e.Kr. Mosaikkortet viser Det hellige Land med Jerusalem som centrum.
Derefter kører vi den korte vej til Nebo Bjerg, hvor vi nyder samme udsigt, som Moses fik at se som det sidste, han oplevede. På en klar dag er udsigten helt unik over mod Det forjættede Land, som Moses ikke fik lov at komme ind i.
Er det muligt, holder vi en andagt på mindestedet for Moses. Turen fortætter til Jordans hovedstad, Amman, som er en af de såkaldte Dekapolisbyer. Her besøger vi det romerske teater downtown og citadellet på et af byens højdedrag. Besøget i Amman bliver en regulær tidsrejse igennem byens 7.000 års historie fra forhistorisk til ammonitisk, græsk-romersk, byzantinsk (kristen) og muslimsk tid indtil nutiden. Der vil også være tid til indkøb i de små gader i Ammans gamle bydel.
Dagen slutter med en kulinarisk oplevelse i form af nationalretten Mansaf hos en familie i byen.

Torsdag d. 6. oktober
Nu går turen igennem smukt, bakkelandskab nordpå til den mest seværdige ruinby fra græsk og romersk tid.
Jerash kaldes Mellemøstens Pompeji, og her får vi et klart indtryk af, hvordan romerne indrettede denne by – ligesom enhver anden by i Romerriget.
Bag navnet Jerash gemmer sig Dekapolisbyen Gerasa, som også nævnes i Ny Testamente. Her får vi den spændende fortælling om romernes liv og tro i såvel før-kristen som kristen-byzantinsk tid.
Undervejs stopper vi ved Jabbokfloden, bl.a. kendt fra patriarken Jakobs natlige kamp med Guds engel. Stedet kaldte han Penuel, Guds ansigt. Selv fik han navnet Israel dér, fordi han havde kæmpet med Gud og sejret.
Turen går videre til Saladins borg, Ajloun, også kendt som brevdueborgen. En vigtig borg i muslimernes kamp mod korsfarerne i 1100-tallet. Her er en enestående udsigt ned mod Jordandalen.
Herfra tager vi en smuttur ud til Tell Mar Elias – ruinerne af Tishbe, hvor profeten Elias var født og opvokset.
Aftensmaden indtager vi i Madaba.

Fredag d. 7. oktober
Vi forlader nu Madaba og begynder dagen med et besøg i Bethania øst for Jordanfloden. Her er stedet, hvor Jesus blev døbt af Johannes Døber og dermed begyndte sin tjeneste. I dette område var det, at Elias opholdt sig ved bækken Kerith og siden fór til himmels i en ildvogn. Senere virkede Johannes Døber her, ham som Ny Testamente kalder for den nye Elias.
Dåbsstedet er helt unikt. Her ser vi Jordanfloden, og ganske tæt på har den jordanske kong Abdulla II givet lov til forskelligt kirkebyggeri, fx den lutherske kirke i Palæstina og Jordan.
Vi håber at kunne aftale en reflektionsvandring med den lutherske kirke og vil runde besøget af med en kort gudstjeneste i kirken.
Midt på eftermiddagen indlogerer vi os på hotel ved Det døde Hav, inden vi bader i det særprægede vand med 30 % salt.

Lørdag d. 8. oktober
Vi kører op ad de stejle skråninger ved Det døde Hav, og på toppen besøger vi ét af kong Herodes’ gamle borge, Makærus, som er stedet for halshugningen af Johannes Døber. Det bedst bevarede på denne ruin er et smukt gulv oven på en vandcisterne. Det kan fint have været her, prinsesse Salome dansede for kong Herodes Antipas og som belønning fik Johannes Døbers hoved på et fad.
Turen fortsætter ad Kongevejen – den gamle vej, som Moses og israelitterne benyttede på vej mod Det forjættede Land. Vi standser op ved Arnonflodens betagende, dybe kløft, inden bussen tager turen ned og op igen til det gamle, moabitiske landområde.
Vi når frem til korsfarernes borg, Karak Castle fra 1100-tallet, hvorfra korsfarerne havde kontrol med de vigtige handelsveje i regionen. Sidst på eftermiddagen indlogeres vi på hotel i Wadi Musa for to nætter, ganske tæt på klippebyen Petra.

Søndag d. 9. oktober
Der venter os en helt unik oplevelse i den berømte klippeby, Petra, den lyserøde by. Oplevelsen begynder i den smalle kløft, som fører frem til det allersmukkeste monument, Skatkammeret. Vi følges med guiden rundt om formiddagen, og om eftermiddagen kan man fx undersøge byen på egen hånd eller klatre op på de spændende højder. Rejselederne står til rådighed.
Det var nabatæerne, hvis storhedstid lå fra 100 f.Kr. til 100 e.Kr., som skabte byen, hugget ud i klippevæggene. Det vil sige, de udhuggede kamre er i virkeligheden gravkamre, med smukke, fine ornamenter, som lå skjult for offentligheden i mange århundreder. Petra er på UNESCOs verdensarvsliste og udnævnt til ét af verdens syv nye underværker.

Mandag d. 10. oktober
Dagen begynder i Lille Petra, som ligger tæt på Petra og var stedet, hvor karavaner, lastet med orientalske krydderier og kostbarheder gjorde holdt for at proviantere. Det kunne være her, De hellige Tre Konger købte deres fornemme gaver til Jesusbarnet.
Nabatæerne havde her deres indbringende virksomhed med at inddrive told og afgifter af de handelsrejsende.
Turen går nu sydpå til Wadi Rum, den vidunderligt smukke ørken med bjerge i spændende formationer og farver. Et yndet område for Hollywood til optagelse af ekstraordinære scener og science fiction.
Den engelske officer Lawrence of Arabia, som var leder af den arabiske opstand mod Osmannerriget under 1. Verdenskrig, holdt ofte til i dette område.
Vi kører i jeeps rundt i landskabet, og vi hører fortællinger om beduiners liv og kultur. Er du til kameler, kan det også blive til en selvbetalt ridetur. Sidst på eftermiddagen kører vi til en camp med gode faciliteter, hvor vi beundrer solnedgangen og nyder aftenen under stjernerne, inden vi går til ro for natten.

Tirsdag d. 11. oktober
Fra Wadi Rum går turen nordpå igen. Vi kører mod Det Døde Hav og besøger Museum at the Lowest Place of the World. Herfra vandrer vi op til Lots Hule, hvor Lot og hans to døtre siges at have søgt tilflugt, efter at Gud ødelagde Sodoma og Gomorra, som lå ganske tæt på.
Vi fortsætter op langs Det døde Hav og kører igen op ad de stejle skråninger til Main Hot Springs. I denne smukke oase vælder det varme kildevand ud af klipperne, og der bliver bademulighed i det dejlige vand.
Dagen ender i Madaba, hvor vi har vores sidste overnatning.

Onsdag d. 12. oktober
Formiddagen er fri til sightseeing i Madaba på egen hånd. Der bliver også mulighed for at følges med rejselederne til den meget spændende kirke Church of the beheading of John the Baptist.
Over middag kører vi til lufthavnen, hvorfra vi flyver hjem til Danmark med ankomst til Københavns Lufthavn hen på aftenen.

Relaterede rejser og indlæg