Berlin – storbyferie

05. juni - 09. juniTysklandForårJørn Lauridsen, Hanne KruseBusEuropa

Berlin – storbyferie

Tag med os til Tysklands prægtige hovedstad, Berlin. Vi går på opdagelse i de smukke gader, når vi udforsker både fortid og nutid. I Berlin befinder vi os i historiens vingesus, når vi besøger nogle af mindesmærkerne fra 2. verdenskrig og fra Berlinmuren. Vi ser også hvordan man skaber fremtidens metropol – der rives ned, bygges op, skabes og genskabes.

Tag med os på en rejse gennem Berlins unikke arkitektur, gastronomi og opdag selv, hvorfor denne dynamiske by er en uundgåelig destination for enhver eventyrlysten rejsende.

Rejseleder, Jørn Lauridsen, er tidligere historielærer og han har besøgt Berlin adskillige gange. Han brænder for at formidle Berlins spændende, men også barske historie.

Rejseplan

Indkvartering

Onsdag d. 5. juni
Efter opsamling ad udrejseruten passerer vi den dansk/tyske grænse og forstætter mod Tysklands hovedstad, Berlin.
Vi kører med passende pauser mod Berlin, og efter ankomst til vores hotel er der mulighed at gå en aftentur i nærområdet på egen hånd.

Torsdag d. 6. juni
I dag besøger vi de mest kendte mindesmærker og vartegn i Berlin.
Vi begynder ved Rigsdagsbygningen, hvor det tyske parlament, Forbundsdagen, holder til. Det er en imponerende bygning og én af Berlins mest populære seværdigheder.
Efter besøget her, går vi forbi en mindevæg med murens ofre, inden vi når til et af den tyske hovedstads største monumenter, nemlig Brandenburger Tor.
Det er den sidste byport der er tilbage omkring det gamle Berlin, og den markerede bl.a. overgangen mellem Øst- og Vestberlin. Porten har altid haft en fremtrædende historisk betydning og 9. november 1989, blev den også et symbol på Berlinmurens fald.
Dagen byder også på et besøg ved det jødiske mindesmærke, for Europas 6 millioner dræbte jøder under 2. verdenskrig. Området er 19.000 m2 og består af 2711 betonsteler, hvor der er smalle gange mellem.

Under mindesmærket ligger et infocenter, hvor en udstilling fortæller om Holocaust.
Der er bl.a. beretninger om enkelte ofres skæbne og et rum med en installation, hvor de af ofrenes navne, der kendes, læses op. At nå gennem alle navnene vil tage omkring 6 år, 7 måneder og 27 dage!
Efter frokost fortsætter vi i bus gennem det vestlige Berlin. Den kører os først gennem Tiergarten, – en stor park i midten af Berlin. Her ser vi Siegessaüle, – ”sejrssøjlen” som er et minde om Preussens sejre over Danmark, Østrig og Frankrig. Den 67 meter høje granitsøjle er dekoreret med forgyldte kanoner, som er erobret fra fjenden.
Herefter besøger vi slotsparken ved slottet, Charlottenburg.
Slotsparken fra slutningen af 1600-tallet er en storslået have, er anlagt i engelsk landstil og er beliggende ned mod Spreefloden.
I slotshaven findes bl.a. tehuset Belvedere bygget af Langhans i 1786, den napolitanske villa Neue Pavillon fra 1824 og mausolæet for dronning Louise fra 1810.
Vi skal også en tur på Kurfürstendamm, som tidligere var en del af Vestberlins centrum. Her finder vi forretninger, caféer, hoteller, teatre og spændende arkitektur.
Vi skal videre til Gedächtniskirche, som er en mindekirke hvor ruinerne af en protestantisk kirke side om side med et topmoderne bedested, er et symbol på krigens meningsløshed.
Herefter er der tid på egen hånd: man kan f.eks. besøge kirken med rejselederne, besøge det kendte varehus KaDeWe eller blot indsnuse storbyens stemning.

Fredag d. 7. juni
Dagen i dag handler om Berlinmuren, DDR og den kolde krig.
Vi begynder ved Checkpoint Charlie, som er den bedst kendte grænseovergang mellem det tidligere Øst- og Vestberlin.

Vi fortsætter til Gedenkstätte Berliner Mauer, et museum der handler om Berlins deling. Her får du indblik i den kolde krigs begivenhedsrige historie, og du får mulighed for at forstå, hvordan Berlinmuren blev rejst og siden faldt. Herefter fortsætter vi til Berlins domkirke, – Berliner Dom, som ligger tæt på Alexanderplatz.
Kirken blev meget beskadiget under bombardementer i 1944, og blev efter en omfattende genopbygning, først færdig i 2002.
Efter en frokostpause fortsætter vi til DDR-museet, som viser dagligdagen i det gamle DDR. Her kommer du med ind bag muren i det gamle Østberlin. Herefter tager vi bussen via Hitlers parade-gade, Unter den Linden, som er det tidligere hovedstrøg.

Lørdag d. 8. juni
I dag begynder vi med et besøg i Berlin Story Bunker. Bunkeren er bygget i hjertet af Berlin og til beskyttelse for 3500 mennesker, mn har rummet op til 12.000.  I dag er bunkeren lavet til et imponerende museum med levende historiefortælling og flotte udstillinger, hvor der bliver fortalt om nazisternes magtovertagelse og Berlins historie. Du får en dansk audioguide med dig rundt i udstillingen.

Eftermiddagen giver mulighed for ”Berlin på egen hånd”.
Du kan vælge talrige ting, f.eks. busrundfart, sejltur på floden, museum eller indkøb.
Der kan også tilkøbes en tur ud af byen til Frederik II’s slot, Schloss Sanssouci i Potsdam. Hele slots-komplekset med paladset og parken er på UNESCOS verdensarvsliste, på grund af dens enestående arkitektoniske opbygning og omgivelser. Turen lægges evt. forbi lokaliteterne for Potsdam- og Wannsee-konferenserne.

Søndag d. 9. juni
I dag går turen hjemad. Vi spiser tidligt morgenmad, pakker bussen og forlader Berlin. Lige nord for byen stopper vi ved KZ-lejren, Sachsenhausen. Her får vi et indtryk af Tysklands første KZ-lejr, bygget i 1933, og som blev model for mange senere lejre. I årene 1945-1950 brugte Den Røde Hær lejren til krigsfanger, og også i den periode herskede kummerlige vilkår for de internerede.

Herefter drager vi hjemad med gode og minderige oplevelser i bagagen.

Hotel
Vi bor centralt på et 4* hotel i hjertet af Berlin, direkte på butiksgaden Kurfürstendamm.
Vinduerne er lydisolerede, så selvom hotellet ligger på en af de mest berømte gader, bliver din nattesøvn ikke forstyrret af gadestøj.
På hotellet er der en charmerende stemning og mange gode faciliteter – heriblandt gratis WIFI, sauna og fitness.