Zanzibar – tæt på mennesker og det lokale liv

10. februar - 19. februar 2027TanzaniaVinterCecilie Nord Hansen, Peter Nord HansenFlyØvrige verden, Relax

Autentiske oplevelser, fællesskab og safari

Tag med på en helt særlig rejse til Zanzibar og Tanzania, hvor vi kommer tæt på det lokale liv, spændende kultur og storslået natur. Her oplever vi langt mere end de kendte, kridhvide strande og det turkisblå Indiske Ocean – vi møder mennesker, besøger landsbyer og får indblik i øens historie og hverdagsliv.

Vi bor på Zanzibar Højskolen, lærer de første ord på swahili, deltager i en lokal gudstjeneste og går på opdagelse blandt krydderier, tropisk regnskov, Stone Towns historiske gader og de imponerende kæmpeskildpadder på Prison Island. Undervejs venter også den helt særlige Maalum Cave med sit klare ferskvand og en række oplevelser, der bringer os tættere på Zanzibar.

Som en uforglemmelig afslutning forlader vi Zanzibar og fortsætter til Tanzanias fastland, hvor to dage på safari i Mikumi National Park giver os mulighed for at opleve savannens fascinerende dyreliv med blandt andet elefanter, giraffer, zebraer og bøfler.

En rejse fyldt med kontraster – fra tropisk ø-liv til den vilde afrikanske savanne.

Rejsen gennemføres med et begrænset antal deltagere, hvilket giver gode rammer for fællesskab, nærvær og de mange personlige møder undervejs.

Tag med på en rejse, der sætter spor og skaber minder for livet.

Rejseplan

Indkvartering

Onsdag den 10. og torsdag den 11. februar
Afrejse og ankomst til Zanzibar
Vi mødes i Københavns Lufthavn sidst på eftermiddagen og gør os klar til rejsen mod Zanzibar. Flyet afgår først på aftenen, og efter en natflyvning lander vi tidligt næste morgen i Addis Ababa. Her skifter vi fly og fortsætter efter et kort ophold mod Zanzibar, hvor vi lander først på formiddagen.

Ved ankomsten mærker vi straks den tropiske varme og får vores første indtryk af den eksotiske ø. Vi kører til vores hotel ved højskolen, hvor vi bliver indkvarteret og får tid til at lande efter rejsen og nyde de nye omgivelser.

Senere tager vi på en hyggelig tur i landsbyen Paje, hvor vi får vores første møde med det lokale liv på Zanzibar. Dagen afrundes med en særlig Maasai-oplevelse med traditionel dans, og vi får mulighed for selv at prøve kræfter med fremstillingen af de karakteristiske, farverige Maasai-smykker.

Fredag d. 12. februar
Swahili og tropisk natur
Vi begynder dagen med et introducerende kursus i swahili, hvor vi over to lektioner får kendskab til nogle af sprogets mest almindelige ord og vendinger. Måske bliver der allerede senere på rejsen mulighed for at afprøve det, vi har lært.

Herefter går turen til Jozani-skoven, Zanzibars største tilbageværende område med oprindelig skov. Vi går på opdagelse i den frodige, tropiske natur og holder blandt andet udkig efter de sjældne røde colobusaber, som Zanzibar er særligt kendt for.

Der bliver desuden mulighed for at vælge mellem forskellige tilkøbsoplevelser, blandt andet besøg på en lokal skole, kursus i det farverige Tinga Tinga-maleri eller en stemningsfuld solnedgangstur til Michamvi med sejltur.

Lørdag den 13. februar
Krydderier og kæmpeskildpadder
Zanzibar er gennem århundreder blevet kendt som ”krydderiøen”, og i dag skal vi dufte, smage og opleve nogle af øens mange krydderier. På en spændende krydderitur lærer vi mere om dyrkningen og anvendelsen af blandt andet nelliker, kanel, vanilje og forskellige tropiske frugter.

Herefter sejler vi til Changuu Island, bedre kendt som Prison Island. Øen har en spændende og alvorlig historie. I slutningen af 1800-tallet blev der opført et fængselsanlæg på øen, men det kom aldrig til at fungere som det planlagte fængsel. I stedet blev bygningerne senere anvendt som karantænestation for skibsrejsende, der kunne være smittet med alvorlige sygdomme.

Prison Island er i dag også kendt for sine imponerende Aldabra-kæmpeskildpadder. Vi kommer tæt på de store dyr, som kan blive langt over 100 år gamle, og oplever den særlige kontrast mellem øens dramatiske historie og dens smukke, tropiske omgivelser.

Søndag den 14. februar
Gudstjeneste og grotteoplevelser
Søndagen begynder med deltagelse i en lokal gudstjeneste. Her får vi mulighed for at opleve kirkelivet på Zanzibar og være med i et lokalt kristent fællesskab. En donation til kirken er inkluderet i rejsens pris.

Senere besøger vi Maalum Cave, en af Zanzibars særlige naturoplevelser. Midt i de tropiske omgivelser gemmer der sig en naturlig grotte med en smuk naturlig svømmepøl af klart, turkisblåt ferskvand. Vi går ned mellem de rå klippevægge og oplever den særlige stemning, hvor sollyset trænger ned og spiller i det klare vand.
Der bliver mulighed for at tage en forfriskende svømmetur i grotten eller blot nyde synet og de fredelige omgivelser. Navnet Maalum betyder meget passende “speciel” på swahili – og stedet er en helt anderledes kontrast til Zanzibars strande og landsbyliv.

Der bliver også mulighed for tilkøbsoplevelser. Man kan blandt andet besøge et lokalt tangcenter og lære mere om tangdyrkningens betydning på Zanzibar eller deltage i et Swahili-madlavningskursus, hvor måltidet naturligvis også skal smages.

Mandag den 15. februar
Stone Town og Zanzibars historie
I dag dykker vi ned i en vigtig og alvorlig del af Zanzibars historie. Vi besøger Stone Town, øens historiske centrum, hvor smalle gader, gamle huse og en blanding af afrikanske, arabiske, indiske og europæiske kulturspor fortæller om århundreders handel og kulturmøder.

Vi besøger området ved det tidligere slavemarked og hører om Zanzibars rolle i den østafrikanske slavehandel. Dagens program fører os også til historiske slavehuler, hvor fortællingen om denne mørke periode bliver gjort nærværende.

Det bliver en dag med både historiske indtryk og et større indblik i de begivenheder, der har været med til at forme Zanzibar.

Tirsdag den 16. februar
Landsbyliv i Makunduchi
I dag tager vi til Makunduchi, hvor vi kommer tættere på hverdagslivet på Zanzibar. Her besøger vi en traditionel landsby og får et indblik i livet uden for øens mest besøgte turistområder.

På vores landsbytur oplever vi lokale traditioner og får et indblik i hverdagen i et mindre samfund. Det bliver en dag med fokus på mødet med lokalbefolkningen, kulturen og dagliglivet – og dermed endnu en mulighed for at opleve Zanzibar fra en anden side.

Onsdag den 17. februar
Fra Zanzibar til safari i Mikumi
Efter morgenmaden tager vi afsked med Zanzibar og sætter kursen mod nye eventyr. Vi kører til Stone Town og tager herfra færgen over til Dar es Salaam på Tanzanias fastland. Fra Dar es Salaam fortsætter vi i bil mod Morogoro og Mikumi National Park.

Ved ankomsten indkvarteres vi på den hyggelige og familieejede Camp Bastian, som bliver vores base under safariopholdet.

Sidst på eftermiddagen venter rejsens første game drive i Mikumi National Park. Her åbner et klassisk afrikansk savannelandskab sig foran os med vidtstrakte sletter og spredte akacietræer. Omkring Mkata-floden og de åbne sletter findes et rigt dyreliv, og vi holder udkig efter blandt andet elefanter, giraffer, bøfler, zebraer, gnuer, flodheste og forskellige antiloper.
Med lidt held kan vi også få øje på nogle af parkens rovdyr. Det er naturen, der bestemmer, hvad vi får at se – og netop det gør safarioplevelsen så spændende.

Torsdag den 18. februar
Morgensafari og hjemrejse
Vi står tidligt op og kører ud på endnu en safari, netop som savannen vågner til en ny dag. Morgenstunden er en særlig tid i nationalparken, hvor temperaturen stadig er behagelig, og mange af dyrene er aktive.

Vi kører gennem landskabet og nyder de sidste timer blandt Tanzanias vilde dyr, mens morgensolen langsomt breder sig over Mkata-sletterne.
Efter safarien spiser vi frokost sammen, inden vi tager afsked med Mikumi og kører mod lufthavnen i Dar es Salaam. Først på aftenen flyver vi til Addis Ababa, hvor vi lander senere på aftenen. Her har vi nogle timers ophold, inden hjemrejsen fortsætter mod Danmark.

Fredag den 19. februar
Hjemkomst
Efter midnat flyver vi fra Addis Ababa mod København. Efter en nat ombord på flyet lander vi i København om morgenen og siger farvel til hinanden efter en oplevelsesrig rejse med mange forskellige indtryk i bagagen – fra det lokale liv og den tropiske natur på Zanzibar til mødet med Tanzanias vilde dyr på savannen.

Der tages forbehold for ændringer i programmet og rækkefølgen af de enkelte udflugter.

På Zanzibar bor vi på Zanzibar Højskolens hotelafdeling. Højskolen er danskejet, og mange unge danskere tager på ophold her. Skolen bygger hverdagen på den danske højskoletradition, men har i tillæg et stærkt lokalt engagement.
Vi bliver indkvarteret i dobbeltværelser med aircondition samt eget bad og toilet og har dermed en god og hyggelig base for vores dage på øen. Højskolen ligger få meter fra den kridhvide strand, så der er god mulighed for at dyppe tæerne og nyde omgivelserne ved vandet.
Vi bruger højskolens øvrige faciliteter til samlinger og hygge.
OBS: Strømmen kan forsvinde i Tanzania og selv om skolen har en generator, kan der forekomme perioder hvor strømmen ikke er til stede.

Under vores safari bor vi på den hyggelige, familieejede Camp Bastian tæt ved Mikumi National Park. Vi bor i hytter med eget bad og toilet, omgivet af en frodig, grøn have. Campen har desuden swimmingpool og restaurant.

Visum, pas og vaccinationer

Visum
Visumpligt for turistophold op til maks. 90 dage. Rejsende opfordres til at søge visum inden afrejse.
Du kan søge om visum på denne hjemmeside: https://immigration.go.tz/
Det er dit eget ansvar, at søge rettidigt.

Pas

Vaccinationer
Vi henviser til Statens Serum Institut: https://rejse.ssi.dk/rejsevaccinationslande/t/tanzania#!/1week

Obligatorisk ZIC-forsikring
Ved indrejse på Zanzibar er det obligatorisk at købe en særlig rejseforsikring inden ankomst. Når forsikringen er købt og betalt, modtager du en QR-kode på mail, som skal fremvises ved ankomst og indrejse.
Du kan købe forsikringen her: https://inbound.visitzanzibar.go.tz/
Det er dit eget ansvar, at købe denne rettidigt.

Vi anbefaler samtidig, at du også har en dansk rejseforsikring.

Relaterede rejser og indlæg