Holland – Tulipanernes land

29. april - 05. majHollandForårBodil Lanting, Peter LantingBusEuropa

Forårsrejse til blomsterlandet Holland

Gå ikke glip af denne rejse til Holland i blomsternes højsæson. Når foråret kommer, viser landet sig fra sin allersmukkeste side: Blomsterne springer ud, køerne kommer på græs, de store parker åbner, og kanalbådene sejler rundt på de smalle kanaler i forårssolen. Foråret er derfor højsæson i Holland og tiltrækker blomsterelskere fra hele verden.

Når man tænker på Holland, kan man heller ikke undgå at tænke på smagfulde oste, træsko og blomster.

Vi besøger blandt andet den verdensberømte Keukenhof Blomsterpark med omkring syv mio. blomsterløg og 800 varianter af tulipaner.

Rejseleder Peter Lanting er født og opvokset i Holland. Rejselederparret kender steder, som ikke står i turbøgerne og hvis der er tid, kan der blive plads til oplevelser ud over det i programmet.
Som særligt indslag på rejsen, besøger vi en landmand, som har familie i Danmark.

Tag med os og rejs foråret i møde i skønne Holland.

** Rejsen bliver gennemført **

Rejseplan

Mandag d. 29.4
Tidlig udrejse mandag morgen med opsamling gennem Jylland. Indkvartering og middag på Hotel i Groningen.

Tirsdag d. 30.4
Vi forlader hotellet i Groningen og sætter kurs mod landsbyen Pieterburen på Hogeland (højland) i Groningen i det nordøstlige Holland. Byen og kirken fra år 1371 er opkaldt efter Sankt Peter.
Vi nyder den fine udsigt over fastlandet og mod Vadehavet. Pieterburen er blandt andet kendt for præstegårdshaven Domies Toen. Det er en botanisk have med sjældne fugle og sommerfugle, samt en hyggelig tesalon. Vi prøver at finde tre parallelle diger i området.
Herfra kører vi mod vores hotel i Amersfoort via dæmningen Afsluitdijk.

Onsdag d. 1.5
Vi sætter kursen mod Rotterdam –  landets næststørste by med ca. 1 million indbyggere.
Det er en dynamisk og moderne by beliggende i det sydvestlige Holland, og er en sand perle af arkitektur, kultur og handel. Rotterdam har gennemgået en imponerende genopbygning efter Anden Verdenskrig, og præsenterer sig nu som et imponerende symfonisk samspil mellem tradition og innovation.
Her finder vi også Europas største havn, beliggende på bredderne ud til floden Nieuwe Maas, som løber ud i Atlanterhavet. Vi skal på en lille køretur rundt på havneområdet, hvor vi ser de høje kajvægge, de store skibe og containerkraner. Efter turen ved havneområdet tager vi til det store indendørs marked Markthal, hvor der er god mulighed for at købe frokost.

Her er der madboder, restauranter og butikker, der alle ligger under en imponerende hesteskoformet struktur med glasfacader bestående af 4.000 små vinduer, som er hængt op af stålkabler.
Efter besøget i storbyen Rotterdam, kører vi mod den smukke lille landsby, Kinderdijk. Her er der 19 perfekt bevarede vindmøller. De blev bygget midt i 1700-tallet for at bekæmpe oversvømmelser og er i dag at finde på UNESCO’s Verdensarvsliste. Møllerne er ikke længere i brug, men tre af dem er tilgængelige, og selvom de alle ser stort set identiske ud, har de forskellige funktioner og fortæller hver deres historie.
Vi bruger lidt tid i området ved Kinderdijk, inden vi kører videre til tidlig aftensmad på en restaurant. Efter middagen kører vi til et landbrug i nærheden, hvor vi besøger en lokal hollandsk landmand med familie i Danmark.
Efter en god lang dag med mange oplevelser, forventer vi sen ankomst til hotellet.

Torsdag d. 2.5
Efter morgenmaden kører vi lidt nordpå til byen Ermelo, hvor vi besøger Open Doors (Åbne døre) besøgscenter. Historien om Åbne Døre kommer til live på det sted, hvor autocampere og campingvogne blev omdannet til smuglerkøretøjer for årtier siden. Vi hører også om, hvordan det er at blive forfulgt som kristen i dag.
Herefter besøger vi friluftsmuseet Zaanse Schans nær Zaandam, hvor der er frokost på egen hånd.
Området er kendt for sine velbevarede historiske vindmøller og charmerende træhuse, der giver et godt indblik i Hollands kulturarv. Her er spændende museer og værksteder, hvor vi kan lære mere om de gamle håndværk og teknikker, der blev brugt i området. (entreer til udstillinger, museer og møller er ikke inkl.). Vi har også mulighed for at udforske butikkerne, der sælger traditionelle hollandske produkter som træsko, ost og keramik.

Fredag d. 3.5
Vi besøger den kristne hollænder Corrie ten Booms hus i Haarlem. Vi hører om Corrie og hendes familie, der hjalp 800 jøder med at undslippe Gestapo. Familiens hus er i dag et museum med mange fotografier af de mennesker, som Ten Boom-familien hjalp med at flygte ved at skjule dem i et hemmeligt rum i væggen i Corrie ten Booms soveværelse.
Da der er begrænset plads i huset, besøger vi stedet i hold. Imens nogle får rundvisning, er der mulighed for at opleve Haarlem by for de øvrige. Der er tid til at besøge byens butikker og små cafeer, lokale kirker og seværdigheder (entreer ikke inkl.).
Herfra kører vi til verdens største blomsterpark Keukenhof, hvor vi beundrer de smukke blomster. Omkring 7 millioner blomsterløg bliver hvert år plantet i blomsterparken. Det er et utroligt smukt syn at besøge den farverige blomsterpark, som er et sansebombardement af dufte og farver. Der er tid til at opleve det store område, og finde et sted til middag på egen hånd inden vi kører tilbage til hotellet.

Lørdag d. 4.5
Vi besøger hovedstaden Amsterdam og tager på en hyggelig sejltur på byens kanaler. Efter sejlturen på kanalerne besøger vi ’Gassan Diamonds’. Her får vi historien bag firmaet, ser hvor de sidder og arbejder med diamanterne og hvis vi er rigtig heldige ser vi de løse diamanter helt tæt på.
Du har nu tre valgmuligheder: Rigsmuseet, Van Goghmuseet eller tid på egen hånd.
Rigsmuseet indeholder bl.a. malerier af kendte kunstnere, gamle dukkehuse og fin porcelæn.
Van Goghmuseet udstiller over 200 malerier, 500 tegninger og 750 skriftlige dokumenter af den kendte maler. (Disse besøg skal bestilles senest 18. marts. Ikke inkl. pris – ca. kr. 168).
Du kan også vælge at bruge tid på egen hånd. Fra Amsterdam kører vi til vores sidste hotel ved Beekbergen.
Hotellet ligger i et naturskønt område, og vores værelser ligger i små huse på området – bemærk at hotellet ikke har elevator.

Søndag d. 5.5
Fyldt af gode oplevelser fra rejsen, kører vi igen mod Danmark.

Relaterede rejser og indlæg