Søndag d. 13. juli
Morgenafgang fra Danmark. Vi holder en passende frokostpause undervejs. Vi fortsætter til middag og overnatning vest for Dortmund.
Mandag d. 14. juli
Rejsen fortsætter mod Frankrig. Middag og indkvartering på hotellet i Rouen. Vi overnatter 2 nætter på hotel i udkanten af i den historiske by, der er kendt for middelalderbygninger og bindingsværkshuse.
Tirsdag d. 15. juli
Efter 2 lange køredage, er der mulighed for selv at tilrettelægge formiddagens program:
(Udflugt 1) Oplev byen på egen hånd.
Rouen er en by fyldt med historie og charme. Tag en spadseretur gennem den gamle bydel med sine smukke bindingsværkshuse og hyggelige småbutikker. Udforsk Place du Vieux-Marché, hvor Jeanne d’Arc blev brændt på bålet, og besøg det moderne mindesmærke til hendes ære. Seinen indbyder til en afslappende promenade langs floden, og byens caféer og markeder giver dig mulighed for at opleve autentisk normannisk stemning.
(Udflugt 2) Tag med rejselederne til kunstmaleren Monets hus og have. Besøg huset, der rummer alle hemmelighederne bag impressionismens sande mester og hans malerier. Her boede Claude Monet i 43 år, og haven med de tusindvis af blomster var
inspirationskilde til hans mest berømte malerier.
Prisen er ca. kr. 100, kan forudbestilles senest d. 1. juni*.
Om eftermiddagen tager vi på fælles sightseeing i Rouen. Vi ser mange af de kendte steder såsom Jeanne D’Arc kirken og Notre Dame katedralen med Rollos grav. Vi ser også kopien af Jellingestenen på vores rundtur. Middag på hotellet i Rouen.
Onsdag d. 16. juli
Vi siger farvel til Rouen og drager mod Bayeux. Efter ankomst til Bayeux er der følgende valgmuligheder:
(Udflugt 3) Bayeux Museum om slaget ved Normandiet fortæller historien om kampene, der fandt sted i juni-august 1944 gennem ord, billeder og film.
Museet ligger tæt ved den britiske militære kirkegård og huser en stor samling af uniformer, udstyr og køretøjer, der blev brugt under 2. verdenskrig.
Prisen er ca. kr. 60, kan forudbestilles senest d. d. 1. juni*.
(Udflugt 4) Notre Dame-katedralen i Bayeux er opført i gotisk stil og usædvanligt godt bevaret. Katedralen er det oprindelige hjemsted for Bayeux-tapetet. Ved siden af kirken ligger Baron Gérard-museet, som i en overkommelig udstilling viser områdets kultur og historie. Her er kunstværker af kendte kunstnere, Bayeux-porcelæn og blonder samt arkæologiske etnografiske artefakter. Prisen er ca. kr. 60 for denne udflugt, kan forudbestilles senest d. 1. juni*.
(Udflugt 5) Du har også mulighed for at opleve byen på egen hånd.
Efter frokost på egen hånd skal vi se det verdensberømte Bayeux-tapet. Det lange vægtæppe strækker sig over 70 meter og illustrerer slaget ved Hastings i 1066 og begivenhederne, der førte til Vilhelm Erobrerens sejr over kong Harold II af England. Tapetet, som egentlig er en broderet tekstil, blev skabt i det 11. århundrede og er berømt for sin detaljerede fremstilling af middelalderens liv, krigsteknikker og skibe.
Det består af scener broderet med farverige tråde, der bringer historien til live. Vi låner en audioguide, som guider dig igennem den imponerende broderede tegneserie.
Indkvartering og middag på hotel i udkanten af byen.
Torsdag d. 17. juli
Heldagstur med invasionen og operation Overlord som dagens tema.
Vi begynder ved Utah Beach, hvor vi ser stranden og besøger de mange monumenter. Herfra til mindesmærket for danske søfolk, som deltog i invasionen. Vi kører nu mod Sainte-Mere-Eglise, hvor vi hører om luftlandetroppernes indsats på Airborne Museet. Vi fortsætter til den tyske kirkegård i La Cambe, som er den største af 5 tyske kirkegårde i Normandiet med mere end 21.000 begravede soldater. Dagens sidste oplevelse er den amerikanske kirkegård ved Omaha Beach.
Det er et rørende mindesmærke dedikeret til de soldater, der mistede livet under D-dagen og de efterfølgende kampe under Anden Verdenskrig. Beliggende med udsigt over stranden, strækker kirkegården sig over 70 hektar og rummer mere end 9.000 hvide marmorkors og Davidstjerner. Et centralt mindesmærke og en fredfyldt have hædrer de faldne. Du kan også kigge ind i besøgscentret, som giver indsigt i slagets historie og hvor der er personlige historier om de soldater, der ofrede deres liv for friheden . Vi satser på, at vi kan overvære ceremonien med fanfaren ”The last post”. Efter en dag med mange oplevelser går turen tilbage til vores hotel ved Bayeux.
Fredag d. 18. juli
I dag kan du selv bestemme indholdet af dagen:
Udflugt 6) En formiddags udflugt hvor vi hører og lærer mere om operation Overlord. Vi besøger klippefremspringet Pointe du Hoc, som blev erobret med store tab af US-rangers. Herefter besøger vi Overlord Museum, som fortæller historien om Operation Overlord fra planlægningen til dens afgørende rolle i befrielsen af Europa. Her er også en imponerende samling af autentiske genstande, herunder køretøjer, våben, uniformer og personlige ejendele fra både de allierede og de tyske styrker. Prisen er ca. kr. 75 for denne udflugt, kan forudbestilles senest d. 1. juni*.
Vi kører retur til hotellet for eventuel afsætning og afhentning.
Udflugt 7) Om eftermiddagen er der mulighed for udflugt til Arromanches-les-Bains, som er en historisk kystby i Normandiet, der også spillede en afgørende rolle under D-dagen i 1944. Byen er kendt for resterne af den kunstige havn, Mulberry B, som de allierede byggede for at muliggøre hurtig landsætning af tropper og forsyninger. Vi går en tur på stranden, hvor betonelementer fra havnen stadig er synlige. Der er mulighed for at besøge nogle af museerne i Arromanche (ikke inkl.). Det er ikke nødvendigt at forudbestille denne udflugt. Både formiddag og eftermiddag er det muligt at vælge at gå på opdagelse i Bayeux.
Lørdag d. 19. juli
Vi tager afsked med Normandiet og kører til overnatningshotel i Haan. Middag på restaurant i nærheden af hotellet.
Søndag d. 20. juli
Vi fortsætter hjemrejsen og ser tilbage på en rejse med mange spændende oplevelser.
*For alle tilvalgsudflugter gælder det, at du også kan beslutte dig på rejsen om du ønsker at deltage. I det tilfælde vil det være muligt at købe billet ved billetsalg på stedet.