Tag med og få den unikke kombination af oplevelser i det skønne Israel, som har så meget at byde på, samtidig med I får mulighed for at synge på netop de steder, sangene handler om – altså on location!
Det bliver en unik oplevelse, både for jer og for dem, der er så heldige at opleve jer give koncert og for det fællesskab, der opstår undervejs.
Israel er landet, hvor kristendommen blev grundlagt af tømreren fra Nazareth, som ikke blot rystede sit land dengang, men som stadig udfordrer. Det er her de tre verdensreligioner – jødedom, kristendom og islam – mødes på et geografisk ekstremt lille område, og hvor begrebet ”sandhed” konstant udfordres.
På denne rejse bliver der tid til det hele – synge, bade, opleve landets kendte seværdigheder og dets skønne natur og også have tid til at slappe af og nyde samværet i gruppen.
Tirsdag d. 20. juni
Afgang fra Billund hen på eftermiddagen, mellemlanding i Frankfurt og ankomst til Israel hen på aftenen. Vi kører direkte til hotellet i Betlehem, hvor vi overnatter i 2 nætter.
Onsdag d. 21. juni
Efter morgenmaden er der gospelworkshop!
I varmen på terrassen, selvfølgelig i skyggen, sætter vi sangene sammen! Gør dig selv en tjeneste og øv sangene godt hjemmefra, vi skal helst bare sætte tingene sammen. Senere synger vi på torvet i Betlehem og på ”Hyrdernes Mark”. Det var her englen ifølge gamle traditioner fortalte de måbende hyrder, at den længe ventede frelser var født i Betlehem.
I Betlehem besøger vi en af verdens ældste kirker, fødselskirken, som er bygget i 300-tallet af kejser Konstantins mor. Hun byggede kirken over grotten, hvor Jesus ifølge ældgamle traditioner blev født.
Efter frokost skal vi til Jerusalem og besøge Davids Byen på Ofelhøjen. Vi får en rundvisning i de fascinerende udgravninger af jebusitternes by, som kong David omkring år 1000 f.Kr. erobrede og gjorde til Jerusalem, jødernes første hovedstad. Vi slutter besøget med at gå gennem Hezekias’ tunnel, et imponerende og genialt ingeniørprojekt, som munder ud i Siloa Dam. Husk sko, der må blive våde, da hele turen foregår i vand.
Torsdag d. 22. juni
Tidligt kører vi sydpå til Herodes den Stores mægtige fæstningsværk, Masada.
Vi ser det fascinerende bygningsværk og hører dets historie – og så satser vi på en unik oplevelse: Gospel i den store cisterne.
Herefter fortsætter vi til Ein Bokek, hvor vi bruger en del af eftermiddagen på at bade i Det Døde Hav, synge, slappe af og bare nyde livet. Det er en helt speciel oplevelse at flyde i Det Døde Hav, som indeholder 30% salt – snyd ikke dig selv for det.
Som det sidste denne dag kører vi til Jeriko, hvor vi ser morbærfigentræet, som måske er dét træ, Zakæus kravlede op i.
Vi ser, om der bliver mulighed for at synge ved Morbærfigentræet og evt. købe lidt souvenirs i Jeriko. Herfra kører vi til vores nye overnatningssted.
Fredag d. 23. juni
I dag skal vi til Nazaret. Vi besøger først Bebudelseskirken, som er bygget over det sted, hvor englen Gabriel fortalte Maria om hendes mægtige opgave: at føde Guds egen søn! Herefter går turen til Nazareth Village, som er en lille ”levende” landsby”, bygget som på Jesu tid. Lokale viser os, hvordan livet blev levet på Jesu tid – og vi satser på at synge gospel i synagogen.
I Nazareth Village spiser vi en frokost, magen til den, som Jesus selv dengang kunne have fået. Herfra kører vi til Cæsarea ved havet, hvor vi synger i det store Amfiteater og dypper tæerne i Middelhavet.
Lørdag d. 24. juni
I dag kan du glæde dig til en skøn sejltur på Genesaret sø. Ude på søen hører vi beretningerne om ”Stormen på søen” samt om Peters fiskefangst, og tro det eller ej: Vi laver en kort gospelworkshop ude på søen!
Hvis muligt bliver vi sejlet til den anden bred af Genesaret Sø, hvor vi vil holde picnic og have tid til at bade og synge og nyde fællesskabet.
Om eftermiddagen kører vi til Saligprisningernes Bjerg med den fantastiske udsigt over søen. Vi skal også til Magdala, hvor Maria Magdalene kom fra.
Der er en fantastisk akustik her, så naturligvis skal vi give en koncert i kirken og i lobbyen til det tilhørende hotel. Vi slutter dagen af med at køre til vores hotel i Jerusalem.
Søndag d. 25. juni – Mandag d. 26. juni
I fællesskab planlægger vi dagene i Jerusalem.
Vi skal opleve denne spændende by – komme indenfor murene i den gamle bydel og opleve det summende liv i basargaderne. Vi skal op på toppen af Oliebjerget og få den flotte udsigt ind over Jerusalem, hvorfra man kan se Kedrondalen, Tempelpladsen og meget mere. Mulighederne er mange og friheden er stor. Hvis du ønsker at opleve byen på egen hånd, er der mulighed for det, og har du lyst til at følges med gruppen, tilbyder rejselederne at tage jer med rundt i denne fascinerende by, hvor religioner og folk mødes, og hvor diversiteten er stor.
Hvis det er muligt samles vi søndag og giver koncert i en lokal kirke i Jerusalem, og vi vil også give koncert i Gravhaven – en fredfyldt oase midt i den larmende bydel, hvor du kan se, hvad kunne være stedet, hvor Jesus blev begravet.
Tirsdag d. 27. juni
Rejsen nærmer sig sin slutning, og denne dag er der tid på egen hånd til lige at nå det, du endnu ikke har nået at se, shoppe eller opleve af Jerusalem.
Først på eftermiddagen kører vi sammen til lufthavnen, hvorfra der er afgang forventeligt kl. 16.30 og efter en mellemlanding i Frankfurt lander vi i Billund kl. 22.35 – fyldt af skønne minder og indtryk fra en fantastisk tur!
Der tages forbehold for ændringer i programmet, som skyldes ændringer i flytider eller lokale forhold. Hvis et programpunkt af denne årsag må udgå, erstattes det så vidt muligt med et tilsvarende!
Når du først har været i Israel én gang, må du tilbage igen!
Dette kan mange skrive under på. Kombinationen af flere tusind års historie, den komplekse og sammensatte kultur og den varierede natur, gør landet til noget helt særligt. Et land du aldrig bliver færdig med!
Flere tusind års historie
Hvis stenene kunne tale, ville Israels historie næppe kunne rummes i alverdens historiebøger. Bibelen er en af de vigtigste kilder til landets historie og den helt centrale guidebog på vores rejser. Mange af vores rejsedeltagere har oplevet, at Bibelens ord har fået en helt ny betydning, når de har fået koblet stederne og begivenhederne sammen i landet. Her blev Jesus født i Betlehem, og han døde og opstod i Jerusalem.
Rune Herholdt
Rune er dirigent, sanger og idemanden bag ‘Gospel on location’. Det er Rune, der leder gospelmusikken på de forskellige lokationer.
Læs mereLæs mindrePeter Houe Sørensen
Peter har fået gospelklaver ind med modermælken og har gennem et langt liv erfaring med det meste indenfor genren.
Læs mereLæs mindreForberedelse af turen:
• Sange med øvetoner og noder sendes til alle deltagere i april/maj måned! Det forventes at man selv lytter til stemmerne og forsøger at tilegne sig materialet, så godt man kan!
Arrangør: Aarhus Gospel Singers, Aarhus i samarbejde med Felix Rejser, Fredericia
Orienteringsmøde: Velkommen til orienteringsmøde tirsdag d. 21. februar 2023 i Citykirken, Viborgvej 173, Århus. Kl. 21.00.
Rejsen er underlagt Felix Rejsers almindelige betingelser vedrørende pakkerejser, som du forudsættes at være bekendt med.
Betingelserne fremgår her.
Forbehold for ændringer.
Mandag 09:30 – 14:30
Tirsdag 09:30 – 14:30
Onsdag 09:30 – 14:30
Torsdag 09:30 – 14:30
Fredag 09:30 – 14:30
Lørdag Lukket
Søndag Lukket
Følg anvisningen på
telefonen vedr. hastesager