Israel – landet du aldrig bliver færdig med

Stedet ligger lige over den tidligere grænse til Syrien. Navnet kommer af Paneas, opkaldt efter den græske fløjtespillende gud, Pan. Her opførte grækerne et tempel og Herodes’ søn Philip byggede sin nordlige hovedstad, Casaræa Philippi. Det var også her, Jesus gav Peter Himmerigets nøgler (Mattæusevangeliet 16, 13-20). Korsfarerne var her også i nogle år, hvor de kontrollerede vejen til Damaskus. Der er fundet velbevarede rester af en byzantinsk by, en kirke fra 300-tallet, en korsfarerborg og en moske. Efter ødelæggelsen af Jerusalem i år 70, var byen et rekreations- og lægecenter for romerske soldater.

Se Banias.

Ruinbyen har fået navn efter udseendet af den høj, den er bygget på, nemlig puklen på en kamel. Stedet kaldes også ”Galilæas Masada”, idet flere end 5.000 jøder kastede sig i døden fra en klippeside, for ikke at blive dræbt af romerne under det jødiske oprør i år 67.

Søen kaldes i Bibelen bl.a. for Galilæas Sø, Gennesarvandet, Tiberias Sø og Kinneretsøen. På hebraisk kaldes søen Yam Kinneret, idet den har form som en harpe (kinor). Søen er Israels største ferskvandssø og ligger ca. 214 m. under havets overflade, og er dermed verdens lavest beliggende ferskvandssø. Søen er omgivet af bjerge og er landets vigtigste vandreservoir (forsyner Israel med 50% af dets drikkevand). Søen er 21 km. lang, 13 km. bred, 49 m. dyb og 52 km. i omkreds.

Det var her, bespisningsunderet af de 5.000 med kun fem brød og to fisk fandt sted (Markusevangeliet 6, 30-44). Jesus søgte ofte hen til dette sted. I basilikaen kan man se mosaikgulvet fra den tidligere byzantinske kirke. En del af gulvet er det kendte motiv af 4 (!) brød og 2 fisk.

Efter at være blevet jaget ud af Nazaret, slog Jesus sig ned i Kapernaum. Det var her, Jesus kaldte sine første to disciple, Peter og Johannes (Mattæusevangeliet 4, 12-17). Byen var da en forholdsvis stor grænse- og handelsby, der også levede af fiskeri.

Bibelen nævner flere mirakler, der skete her, blandt andet helbredelse af høvedsmandens tjener (Lukasevangeliet 7, 1-10), helbredelse af Peters svigermor (Markusevangeliet 1, 29-34), helbredelse af en lam (Markusevangeliet 2, 1-12) uddrivelsen af den onde ånd (Markusevangeliet 1, 23-28) og vandringen på søen (Johannesevangeliet 6, 16-21).

Siden franciskanerne i 1894 købte området, er stedet blevet udgravet og man har restaureret synagogen og kirken, der lå side om side. Under udgravningerne fandt man et fattigmandshus, der var blevet bygget af enkle materialer, kan have været Peters hus. Over huset var en ottekantet byzantinsk kirke opført, og i 1990 blev en rumskibslignende kirke bygget.

I 1934 opførte franciskanerne en kirke på ruinerne af en tidligere kirke fra 300-tallet. Dette er stedet, hvor Jesus åbenbarede sig for disciplene og bad Peter ”Vogt mine lam” (Johannesevangeliet 21, 1-23).

Bjerget ligger højt hævet over Genesaret Sø, og på toppen ligger den ottekantede Saligprisningernes Kirke. Kirken, der er ejet af en italiensk franciskanerorden, var tegnet af Barluzzi og blev i 1936-38 bygget i Mussolini-stil. Det var her på Saligprisningernes Bjerg, Jesus holdt sin bjergprædiken (Mattæusevangeliet 5-7). Kirkens otte kanter symboliserer de otte saligprisninger. Fra kirkens buegang er der en smuk udsigt over Genesaret Sø.

Huladalen var tidligere en stor sump med et rigt dyre- og planteliv. I 1950’erne blev området drænet, men det blev konstateret, at jorden var uegnet som landbrugsjord. Mange dyre- og plantearter forsvandt ved dræningen, men der er stadig meget tilbage: glenter, musvåger, hejrer, rovfugle, klyder, stylteløbere, terner, sporeviber, sort ibis, pelikaner og i vandet finder man åkander, papyrusgræs, maller og karper. Der findes også vildsvin, sjakaler, vandbøfler og flodskildpadder. Husk derfor kikkerten og oplev reservatets rige dyreliv.

Friluftsmuseet er en genopførelse af, hvordan Nazaret så ud på Jesu tid. Her kan man bl.a. se en rekonstruktion af vinpresse, huse og terrassemarker. De levende statister viser flere former for datidens håndværk, såsom vævning og snedkeriarbejde.

Kirken, der står i dag, er den femte på stedet, og blev indviet i 1969. Kirken består af en nedre del, hvor man kan se bebudelsesgrotten (Lukasevangeliet 1, 28-38). Den øvre del kommer man til ad tårntrapper. Her kan man se mange landes bidrag til vægudsmykningen med hver deres opfattelse af Jomfru Maria, blandt andet som kineser, sort, indianer og japaner.

Også kaldet Gan Hashlosha-parken. Her kan man bade i landets største naturlige swimmingpool, Sachne. Vandet i poolen er året rundt 28 grader varmt.

Idet Jesus Dåbssted er beliggende på et militært område ved Jeriko, har Kibbutz Kinneret anlagt et nyt, hvor man kan lade sig døbe i Jordanfloden.

Korsfarerkirken ligger lige indenfor Løveporten. Den er bygget, hvor Maria blev født i forældrene Anna og Joakims hjem, og tilhører i dag de katolske Hvide Fædre.

Se Skt. Anna Kirken.

Kaldes også Smertens Vej. Det var ad denne vej, Jesus bar overliggeren til korset fra han blev dømt til Golgata, hvor han blev korsfæstet. På vejen er der 14 stationer, ni langs vejen og fem i gravkirken.

På stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, døde og blev begravet, er der i dag en kirke. Kirken, som står i dag blev bygget af korsfarerne i årene 1099 – 1927.

Seks kristne trosretninger holder til i – og strides om – kirken og den kapeller. Det drejer sig om de græsk-ortodokse, romersk-katolske, syrisk-ortodokse, armeniere, koptere og etiopiere. På grund af stridigheder, har kirkens nøgler siden 1246 været i to muslimske familiers varetægt.

Kardoen var Jerusalems nord-sydgående hovedgade på romersk tid. I 1967 fandt arkæologerne denne strækning, som man i dag kan komme ned at gå på.

Muren er en del af den vestlige del af den støttemur, der omgav Herodes’ tempelplads. Ved muren har jøder i 2.000 år bedt og sørget over templets ødelæggelse. I sprækkerne mellem de store sten lægges små sedler med bønner eller tak.

Salen, der ligger på første sal, kaldes også Coenaculum og ligger bag Dormitionskirken. Ifølge traditionen var det her, Jesus indtog den sidste nadver sammen med sine disciple (Lukasevangeliet 22, 10-13).

Kirken har fået sit navn efter de ord, Jesus sagde til Peter ”Før hanen har galet to gange, har du fornægtet mig tre gange” (Markusevangeliet 14, 30). Jesu fængsel, hvor Jesus tilbragte natten inden han blev stillet for Pontius Pilatus, er blevet udpeget til at skulle have været her.

I 1883 fandt den engelske general Gordon en klippe formet som en hovedskal  med to store øjenhuler, samt en grav med rille til stenen i nærheden. Gordon mente da, at dette havde været Golgata (hovedskalsstedet) og Jesu grav. Haven er i dag en fredfyldt oase midt i den larmende bydel. Danskeren Peter Beckholt var i tiden 1895-1910 havens første vogter.

Bjerget har navn efter de mange oliventræer, der tidligere voksede her. Da David flygtede fra sønnen Absalom, skjulte han sig her (2. Samuelsbog 15, 30-34). En stor del af bjerget er dækket af landets dyreste jødiske gravpladser, idet det siges, at når Messias kommer igen, begynder opstandelsen på Oliebjerget.

Også kaldet Peter Noster-kirken. Siden korsfarertiden har kirkens grotte været opfattet som stedet, hvor Jesus lærte sine disciple Fadervor (Mattæusevangeliet 6, 9-13 og Lukasevangeliet 11, 2-4). Siden 1000-tallet har kirken haft marmorplader med Fadervor på først hebraisk, græsk og latin, og siden er det blevet til tavler med Fadervor på mere end 60 sprog.

Går man gennem en lille åbning midt på højre væg, overfor grotten, kan man se en skulptur i sort, svensk granit, udført af den danske billedhugger, Erik Heide. Den symboliserer den fromme Bisp Svend af Viborg og den barske admiral Eskild. De var brødre og var på pilgrimsrejse i Det hellige Land. De døde i Jerusalem og ønskede at blive begravet i Fadervorkirken.

Også kaldet Dominus Flevit-kapellet. Fra kirkens vestvendte alter er der en flot udsigt over Den gamle By og Tempelpladsen. Det var her, Jesus græd over Jerusalem (Lukasevangeliet 19, 41-44). Kirken blev opført i 1955 og dens kuppel er tåreformet.

Også kaldet Dødsangstens Kirke og ligger i Getsemane Have. Kirken blev opført i 1924 med bidrag fra mange lande. Inde i kirken ses klippen, hvor Jesus bad og kæmpede for sin dødsangst (Lukasevangeliet 22, 39-46).

Her i den lille have med oliventræer, mødtes Jesus ofte med sine disciple (Johannesevangeliet 18, 2).

Den enkle tysk-lutherske kirke blev bygget over johanniternes Mariakirke og –kloster og indviet af kejser Wilhelm 2. i 1898. I kirkens Skt. Johannes-kapel er der om lørdagen dansk gudstjeneste. Fra kirkens tårn er der en flot udsigt over Den gamle By.

Nede i tunellerne kan man følge dele af den gamle herodianske vestmur. Her kan man også se vejbelægning fra Herodes’ tid og vandtunnel fra hasmonæerne.

I Ophel Arkæologiske Park er ruiner fra kong Salomos til sultan Suleimans tid afdækket. Her ses oldtidens største byggede bue, Robinsons Bue, den imponerende tempeltrappe og Huldaportene.

Ved Ophel Arkæologiske Parks sydøstlige hjørne, kan man via trapperne komme ned til gravene i Kidrondalen. Herfra fører en lille sti ned til udgravningerne ved Davids By, det ældste Jerusalem erobret af kong David fra jebusitterne ca. 1000 f.Kr.

Tempelbjerget kaldes også Moria (det udvalgte sted) og det var her, Abraham gik op for at ofre Isak (1. Mosebog 22, 1-14). Selve Tempelpladsen kaldes også Al-Aksa (fjerntliggende), og her kan man besøge Islamisk Museum, Al-Aksa-moskeen og ikke mindst den kendte Klippehelligdom med sin gyldne kuppel.

Museet er Israels største og vigtigste museum. Den mest kendte afdeling er bygningen Bogens Helligdom, der udstiller Dødehavsrullerne. Taget på denne bygning har form efter låget på en af krukkerne, Dødehavsrullerne blev fundet i. Danmark har flere gange bidraget til museets udstillinger med møbler, sølv og keramik.

Ved Hotel Holy Land kan man se den flotte udendørsmodel af Jerusalem (1:50), som byen og templet så ud i år 66. Modellen kan være med til at få et godt overblik over, hvordan Jerusalem tidligere så ud.

Foran Knesset kan man se en fem meter høj bronzemenora med scener fra Israels historie. Den syvarmede lysestage er en gave fra England.

Når man kører op ad Herzlbjerget ad Herzl Boulevard, kommer man forbi Danmarkspladsen, hvor en ”fiskerbåd” er opført til minde om danske jøders flugt til Sverige i 1943. På toppen af Herzlbjerget står der et mindesmærke for Theodor Herzl og man kan besøge hans grav. Bjerget er også sidste hvilested for israelske statsledere som Levi Eshkol, Golda Meir og Yitzak Rabin.

Navnet stammer fra Esajas 56, 5 ”hånd og navn”. Stedet er et minde om de seks millioner jøder, som blev dræbt eller forsvandt under Anden Verdenskrig. Her kan man blandt andet se træer, plantet til minde om ikke-jøder, som satte deres liv på spil for jøder samt Gillelejebåden, som transporterede jøder til Sverige.

Det kegleformede, kunstige bjerg ligger 5 km. sydøst for Betlehem. På toppen af bjerget lod Herodes et rundt ørkenfort opføre, og ifølge Josefus blev Herodes efter eget ønske begravet ved foden af fortet. I forbindelse med udgravninger har man bl.a. fundet cisterner, synagoge, og tunneler fra Bar Kochba oprøret (år 132-135).

Kirken er rejst over stedet, hvor det menes, at Jesus blev født. For at komme ind i kirken, skal man igennem Ydmyghedens Dør, hvor man ydmygt må bøje hovedet for at komme ind. På begge sider af alteret kan man gå ned i Fødselsgrotten, hvor der i gulvet er placeret en stor sølvstjerne med inskriptionen ”Her blev Jesus Kristus født af Jomfru Maria”.

Klods op ad kirken ligger Skt. Katarina Klosteret, hvorfra den årlige julemesse bliver transmitteret. Ved kirkens sydmur fører en trappe ned til Kapellet for de Uskyldige Børn, som Herodes lod dræbe (Mattæusevangeliet 2, 16).

To kilometer udenfor Betlehem, ligger Hyrdernes Mark. Det var her, en engel viste sig for hyrderne og forkyndte Jesu fødsel (Lukasevangeliet 2, 8).

Højt på et bjerg ved Det døde Hav ligger ruinerne af borgen, som blev opført af Herodes. Under den jødiske opstand indtog en gruppe zeloter borgen, hvor de igennem længere tid holdt stand mod romerne. Da de ikke længere kunne holde romerne væk, begik zeloterne i år 73 kollektivt selvmord.

I det Gamle Testamente kaldes Dødehavet ”Salthavet” (1. Mosebog 14, 3), ”Havet i Øst” og ”Aravasøen”. Det døde Hav indeholder 30% salte (havvand har 3-6%) og der er derfor ikke noget organisk liv. Saltindholdet gør, at det ikke er muligt at svømme normalt i vandet, og man bliver nødt til at flyde eller sidde i vandet.

I hulerne ved Qumran blev der i 1947-56 fundet stykker af mere end 800 skriftruller. Rullerne udgjorde essenernes bibliotek. Essenerne var en religiøs, jødisk gruppe, som boede her fra 2. årh. f.Kr. til 68 e.Kr.

Området bliver nævnt i Bibelen som ”Ein Gedis vingårde” (Højsangen 1, 14) og det var her, David skar en flig af Sauls kappe (1. Samuelsbog 24, 1-17). I ørkenoasen kan man opleve vandfald, kilder, tropisk vegetation og et unikt dyreliv med blandt andet klipperotter og ibex.

Det var på taget af Simon Garvers hus, at Simon Peter fik et syn der viste ham, at der ikke længere er forskel på jøder og hedninger (Apostlenes Gerninger 9, 43 – 11, 18).

I perioden mellem erobringen af landet og opførelsen af templet, da Josua delte landet i 12 stammer, stod pagtens ark i Shilo (Josvabogen 18, 1). Indtil ypperstepræsten Eli døde, valfartede israelitterne tre gange om året hertil for at ofre. De første arkæologiske udgravninger begyndte i 1922 af en dansk gruppe. Disse fund kan ses på Nationalmuseet i København. Det var til Shilo, den lille Samuel blev bragt af sin mor, Hanna, og hvor han senere blev indviet til profet (1. Samuelsbog 3, 10-14).

Dette er stedet, hvor Gud gav Abraham løftet ”Jeg vil give dine efterkommere dette land” (1. Mosebog 12, 7).

Velsignelsens- og forbandelsens bjerge, beliggende på hver sin side af dalen med byen Nablus. Det var her ved disse bjerge, Jesus talte med den samaritanske kvinde (Johannesevangeliet 4, 1-42).

Ørkenen strækker sig fra Judæabjergene til Det døde Hav og til Arad mod syd. Mange søgte ud i ørkenen for at rense sjælen, heriblandt David, profeter, Johannes Døberen, Jesus. Herude kan man finde en uovertruffen stilhed.

Stedet fungerede som et herberg for rejsende på vejen mellem Jerusalem og Jeriko.

Dan var det forjættede lands nordgrænse (Beer Sheva var landets sydgrænse). En af Israels stammer, Dan, indtog byen Laish og byen ændrede navn. Her blev mange kampe udkæmpet, inden byen blev forladt i 300-tallet. I 1993 skete der her et bemærkelsesværdigt fund, idet arkæologer fandt et aramæisk sejrsmonument, hvor Juda Rige kaldes ”Davids Hus”. Det er første gang, Kong David nævnes i en ikke-bibelsk tekst. Tel Dan ligger i et frodigt naturreservat, hvor Danfloden snor sig.

Idet byen var et trafikknudepunkt på oldtidens handelsvej, Derek Hayam (af romerne kaldt Via Maris), var byen attraktiv for de forskellige herskere igennem tiden. Derfor er mange kampe blevet udkæmpet her og byen er blevet jævnet med jorden adskillige gange. Men det sidste slag er endnu ikke udkæmpet her – det sker på Dommedag (Johannes’ Åbenbaring 16, 16).

Karmel betyder Guds vingård. Bjerget er et 522 m. højt forbjerg til havnebyen Haifa og er hjemstedet for Karmeliterordenens moderkloster.

Lige udenfor Zionporten ligger Zionbjerget. Til højre for porten ligger den armenske kirkegård. Armenierne mener, at det var her, ypperstepræsten Kajfas’ hus lå (se Hanegalskirken).