Israel – Jerusalem og Galilæa

De erfarne rejseledere, Aase og Per Weber, har besøgt Israel langt over 100 gange. De fortæller begejstret om deres "andet hjemland".

08. september - 17. septemberIsraelEfterårFlyBibelske Rejser, Israel

Israel – Jerusalem og Galilæa med nye besøg

Tag med på denne spændende og oplevelsesrige rundrejse, hvor vi besøger en del af de kendte steder i Jerusalem og Galilæa, som man bør se, og som man aldrig bliver træt af at gense.

Endvidere indeholder rejsen rigtig mange nye, spændende besøgssteder, som mange ikke tidligere har besøgt. Ud over de hellige steder får vi et godt indblik i Israels historie og moderne tid. I Jerusalem bliver der også et par frieftermiddage, hvor der er mulighed for at gå på opdagelse på egen hånd.

Ud over det erfarne rejselederpar Aase og Per Weber har vi som sædvanlig en dygtig dansktalende guide med på hele turen, ligesom vi benytter os af flere lokale guider.

Rejseplan

Tirsdag d. 8. september
Vi flyver med Norwegian til Tel Aviv, hvortil vi ankommer omkring middagstid. Herfra kører vi i bus til indkvartering på vores centralt beliggende hotel i det jødiske kvarter i gåafstand fra Den Gamle By. Mulighed for en lille gåtur i området omkring hotellet, inden vi spiser middag.

Onsdag d. 9. september
I dag skal vi udforske Den Gamle By og bevæge os rundt til fods hele dagen. Vi besøger Hurva-synagogen, der på et tidspunkt var hovedsynagogen i Jerusalem. Den blev ødelagt i 1948, men er nu genopbygget. Vi standser op på Rotschildpladsen, hvor jøderne i 1948 blev samlet, inden kvinder og børn blev ført ud af byen, og hvor mændene blev ført til Jordan som krigsfanger. Først i 1967 fik jøderne igen adgang hertil.  Vi går en tur på Jerusalems tage, hvorfra vi har mulighed for at betragte Den Gamle Bys spændende og forskelligartede huse og se ned på basargaderne. Dagens sidste besøg bliver i Davidsbyen, hvor vi ser nærmere på Pilgrimsvejen, som er en imponerende gade belagt med stenplader i 25 meters bredde. Vejen førte op fra Siloam til Tempelpladsen på Det Nye Testamentes tid. Herfra tilbage til hotellet.

Torsdag d. 10. september
Vi kører til Jerusalems vestlige bydel og besøger først det israelske parlament, Knesset, hvor vi får en rundvisning og bl.a. ser Chagalls gobeliner. Vi besøger også Højesteret, der ligger tæt ved Knesset. Her får vi et indblik i, hvordan Israels retssystem er bygget på bibelske præmisser. Herefter kører vi til Ein Kerem, der er Johannes Døbers fødeby. Vi besøger Hadassah-hospitalet og ser Chagalls vinduer i hospitalets synagoge, inden vi fortsætter til Kibbutz Yad Hashmona. Her fører en lokal guide os gennem den bibelske have og fortæller bl.a. beretningen om Ruth og Boaz og om nogle af Jesu lignelser.

Fredag d. 11. september
Vi kører op på Scopusbjerget, hvorfra vi har en fantastisk udsigt over Jerusalem. Herfra fortsætter vi til Ammunition Hill, hvor en lokal guide på museet fortæller os historien om, hvordan Israel indtog højen efter hårde kampe i 1967. Bussen sætter os nu af ved Møgporten, og vi går til Grædemuren, hvor mange jøder kommer ved sabbattens begyndelse. Vi går gennem Kedrondalen med gravpladserne, inden vi kører til Betania, hvor vi skal ind i Lazarus’ grav.

Lørdag d. 12. september
Det er sabbat, og vi deltager i en messiansk gudstjeneste. Vi besøger også en kristen gravplads med flotte vægmalerier, inden vi aflægger besøg i Joffihuset, hvor nogle af Ordet & Israels medarbejdere vil fortælle om deres arbejde i Jerusalem. Resten af dagen er til fri disposition. Rejselederne er til rådighed og anbefaler gerne besøgssteder, som ikke er med i programmet. Om aftenen kan det være en oplevelse at gå en tur på gågaden Ben Yehuda og opleve jødernes fejring af sabbattens afslutning.

Søndag d. 13. september
Vi besøger Samuels grav nord for Jerusalem, hvorfra vi har en flot udsigt over Jerusalem og Samaria. Herfra kører vi til Shilo, hvor den lille Samuel blev bragt til af sin mor Hannah. I mange år stod pagtens ark her. Vi kører nu tilbage til Jerusalem, hvor eftermiddagen er til fri disposition. Der er mulighed for at gøre en god handel i basargaderne eller blot gå rundt og opleve Jerusalems helt specielle stemning og atmosfære. Om aftenen skal vi opleve et fascinerende lyd- og lysshow i Citadellet ved Jaffaporten.

Mandag d. 14. september
Dagen begynder med besøg og andagt i Gordons Gravhave, der ligger lige uden for Den Gamle By. Herefter forlader vi Jerusalem og kører ned gennem Judæas ørken og kommer til Jeriko, verdens ældste by, også kaldet Palmestaden. Efter en tur gennem byen tager vi svævebanen op til Fristelsens bjerg, hvor vi mindes Jesu fristelse. Her er der mulighed for at købe vores frokost på en restaurant, hvorfra der er en vidunderlig udsigt over Jeriko. Vi fortsætter nu op gennem Jordandalen til Galilæa og Genesaret Sø. Her besøger vi Det Danske Hus i Poriya, inden vi kører til indkvartering og middag i Ein Gev Holiday Resort, der er skønt beliggende ved bredden af Genesaret Sø.

Tirsdag d. 15. september
Vi kører op i Golanhøjderne, hvor vi fra Shalom Vista har en imponerende udsigt over området. Vi besøger også Golan Height Winery, som er en moderne vingård. Her får vi en rundvisning og hører den spændende historie om stedet og får også mulighed for at smage den gode lokale Golan-vin. Næste stop bliver ved Oz 77, der er et mindested fra Yom Kippur-krigen. Vi får fortalt historien om slaget ved Tåredalen, hvor syriske tropper forsøgte at trænge gennem den israelske frontlinje, men blev stoppet af panserkorps 77. Dagens sidste besøg bliver i Kibbutz Misgav Am, der ligger 840 m.o.h. tæt på grænsen til Libanon og byen Kiryat Shmona. Vi nyder udsigten over Huladalen på den ene side og Libanon på den anden side.

Onsdag d. 16. september
Dagen begynder med en skøn sejltur på Genesaret Sø. Herefter besøger vi det spændende Domus Galilaeae Internationale Center i Korazin, hvor vi hører om formålet med stedet og ser den meget specielle og flotte arkitektur. Vi fortsætter herfra til den græsk ortodokse kirke, De Syv Apostles Kirke, ved Kapernaum, inden vi kører til Magdala, en nyudgravet fiskerby fra Jesu tid, hvor man bl.a. har udgravet byens synagoge.

Torsdag d. 17. september
Vi forlader Galilæa og kører til Ben Gurion Lufthavn og siger farvel til Israel for denne gang. Vi flyver først på eftermiddagen med Norwegian, og efter en mellemlanding i Stockholm ankommer vi til Kastrup Lufthavn midt på aftenen.

Om Israel

Når du først har været i Israel én gang, må du tilbage igen!
Dette kan mange skrive under på. Kombinationen af flere tusind års historie, den komplekse og sammensatte kultur og den varierede natur, gør landet til noget helt særligt. Et land du aldrig bliver færdig med!

Flere tusind års historie
Hvis stenene kunne tale, ville Israels historie næppe kunne rummes i alverdens historiebøger. Bibelen er en af de vigtigste kilder til landets historie og den helt centrale guidebog på vores rejser. Mange af vores rejsedeltagere har oplevet, at Bibelens ord har fået en helt ny betydning, når de har fået koblet stederne og begivenhederne sammen i landet. Her blev Jesus født i Betlehem, og han døde og opstod i Jerusalem.

Læs mere om Israel her