Sverige – med Lina Sandell tema

21. juli - 27. juli 2023SverigeSommerHelene Søndergaard, Bjarne HvidbergBusEuropa, Temarejser

Sverige -Lina Sandell og hendes samtid

En enestående rejse med unikke oplevelser og spændende udflugter. Nyd det smukke landskab, de hyggelige byer og hør om den svenske historie.

Lina Sandell-dagen er rejsens højdepunkt! Besøg salmedigteren Lina Sandells fødehjem, og stå under det 300 år gamle træ, hvor hun skrev ’Ingen er så tryg i fare’. Vi tager også vejen til Stockholm, hvor vi besøger Lina Sandells grav.

Foruden steder og beretninger som knytter sig til Lina Sandells historie, kan du også se frem til at besøge byerne Växjö, Stockholm, pilgrimsbyen Vadstena og Jønkøping. Glæd dig til nogle dage som er fyldt med sang. Vi synger blandt andet en masse Lina Sandell sange, så du har rig mulighed for at lære en masse nye (gamle) sange.

Rejseplan

Fredag d. 21. juli
Vi kører fra Jylland over Fyn og Sjælland til vores hotel i Växjö. Middag og overnatning i Växjö for to nætter.

Lørdag d. 22. juli
Vi begynder dagen med introduktion til Lina Sandell og hendes liv. Vi kigger indenfor i Växjö Domkirke, som er tæt på hotellet. Efter frokost på hotellet, går vi hen til Udvandrernes hus, som handler om den massive udvandring til Amerika under 1800- og 1900-tallet. Herefter besøger vi Smålands museum og Sveriges glasmuseum. Middag på hotellet og efterfølgende aftensamling med fokus på Lina Sandell.

Søndag d. 23. juli
Dagens tema er Lina Sandell. Vi begynder med gudstjeneste i Fröderyd Kirke med efterfølgende musikunderholdning og rundvisning på Sandell-museet. Efter nogle gode timer med sang og musik sætter vi kurs mod hotellet i Linköping, hvor vi spiser middag. For de friske er der mulighed for en aftengåtur i nærliggende park. Overnatning på hotel i Linköping.

Mandag d. 24. juli
Vi forlader hotellet i Linköping og kører mod Sveriges hovedstad Stockholm. Her ser vi byen fra bussen, og standser ved Stadshuset og andre interessante steder. Vi går en tur sammen i Gamla stan, som er byens gamle bydel med brostensbelagte gader og farverige bygninger fra det 17. og 18. århundrede. Herefter er der tid på egen hånd, før vi kører til Solna kirkegård og ser Lina Sandell’s grav. Vi kører til et hotel lidt syd for Stockholm til middag og overnatning.

Tirsdag d. 25. juli
Vi kører sydpå mod Jønkøping og lægger vejen forbi Vadstena. Byen er kendt for sine middelaldermiljøer i den gamle bydel, nemlig Sankt Birgittas kloster og klosterkirke. Inden vi ser klosterkirken og får en rundvisning på Sancta Birgitta museet, er der frokost på egen hånd. Efter besøget i Vadstena kører vi til Alvastra klosterruin, hvor Birgitta har levet midt i 1300-tallet.
Vi kører nu til hotellet i Jønkøping, hvor der er middag og overnatning for de sidste to nætter.

Onsdag d. 26. juli
I dag har du mulighed for at tage dagen i dit eget tempo. Du kan opleve byen på egen hånd eller tage med rejselederne på denne udflugt:
Besøg Husqvarna fabriksmuseum med mere end 300 års industri- og kulturhistorie. Du kan blandt andet se samtlige typer symaskiner, der er fremstillet på fabrikken, hvoraf den ældste er fra 1872. Her er cykler tilbage fra 1896, knallerter fra 1952 og motorcykler fra 1910.
Efter besøget går vi en tur i den gamle Smedeby, som er tidligere arbejder kvarter. Her er gamle hyggelige huse og brostensbelagte veje. Udflugten koster ca. 70 kr., og skal bestilles senest d. 26. juni. På vej retur til hotellet kommer vi omkring havnen, hvorfra Lina Sandell sejlede sammen med sin far.
Vi mødes på hotellet til middag. Om aftenen har vi hyggeligt aftensamvær.

Torsdag d. 27. juli
Efter morgenmaden siger vi farvel til Jønkøping og begiver os mod Danmark. Frokost på egen hånd på vejen hjem. Videre over broerne til Sjælland, Fyn og Jylland.

Varm op til rejsen med sange af Lina Sandell på cd: https://lohse.dk/bred-dine-nadesvinger.html

Relaterede rejser og indlæg