Oberammergau og ferie i Lutherland

Sammen med Martin Schwarz Lausten følger vi Luthers spor, og bliver kendt med stederne, der spillede en rolle i hans liv og virke.

09. juni - 17. juni 2020TysklandSommerBusEuropa, Oberammergau

Oberammergau og ferie i Lutherland

Kom tæt på Jesu lidelseshistorie fra palmesøndag til påskemorgen. Omkring 2.350 børn og voksne i alle aldre er med på scenen i Oberammergau, når de på professionel vis opfører påskens begivenheder i Jerusalem for knapt 2000 år siden. Oplev atmosfæren i byen, der efter knapt 400 år stadig lever og ånder for det løfte, byens ledende mænd aflagde til Gud som tak for at slippe for pest og død. 

Efter passionsspillets stærke oplevelser fortsætter vi til reformationens hjemstavn.

Under kyndig guidning af den danske Luther-ekspert dr.theol. Martin Schwarz Lausten følger vi Luthers spor, og bliver kendt med stederne, der spillede en rolle i hans liv og virke.

* Rejsen er arrangeret i samarbejde med Holstebro sogn. Men rejsen er åben for alle.

Se specialprogram i højre side.

Rejseplan

09. juni 2020

Efter opsamling ad udrejseruten tirsdag morgen passerer vi den dansk/tyske grænse og kører til vort overnatningshotel i Midttyskland.

10. juni 2020

Rejsen fortsætter sydpå gennem Tyskland. Ankomst og indkvartering i eller nær Oberammergau sidst på eftermiddagen. Middag og indkvartering.

11. juni 2020

Formiddagen er fri til at se sig om i Oberammergau by og måske handle med Maria Magdalene, Peter, Kajfas, Pilatus eller en af de mange andre skuespillere, vi senere skal opleve på scenen. Efter frokosten, som er inklusiv, oplever vi passionsspillet i det store spillehus. Middag i pausen. Vi overnatter igen i Oberammergau-området.

12. juni 2020

Afrejse fra Oberammergau. I Augsburg ser vi Skt. Anna kirken og deres Luther museum. Ankomst til Erfurt sidst på eftermiddagen. Her møder vi vores guide i Lutherland Martin Schwarz Lausten. Andagt i klosterkirken, indkvartering og middag på Augustiner klosteret.

13. juni 2020

Besøg i Stotternheim, hvor Luther aflagde løfte til Gud. Rundvisning på borgen Wartburg, hvor Luther levede skjult i 10 måneder, og hvor han oversatte Det Nye Testamente til tysk. I Bad Frankenhausen ser vi Panoramamuseet med det gigantiske maleri over bl.a. bondekrigen. I Erfurt middag på restaurant nær Krämer Brücke.

14. juni 2020

Vi begynder med gudstjeneste i Klosterkirken i Erfurt. Herfra kører vi mod Wittenberg for indkvartering på Luther-Hotel. Efter middagen spadserer vi en aftentur med guiden til rådhuspladsen og Lutheregen, hvor Luther efter sigende afbrændte pavens bandbulle i 1520.

15. juni 2020

I dag ser vi Lutherhuset, hvor Luther boede med sin familie. Derefter til Melanchtons hus fra 1536. Melanchthon var ved siden af Luther den vigtigste tyske reformator. Vi ser Stadskirken, hvor Luther prædikede over 2.000 gange, og Slotskirken med tesedøren. Middag på hotellet. Aftenforedrag om Bugenhagen og Danmark ved Martin Schwarz Lausten i Bugenhagen-haus – verdens ældste protestantiske præstegård.

16. juni 2020

Vi besøger reformationens maler Lukas Cranachs hus og bogtrykkeriet fra 1500 tallet. Bustur til Torgau med bl.a. Katharina Luthers grav i Mariakirken og Slotskirken, som Luther indviede i 1544. Afskedsmiddag på Luther-Hotel i Wittenberg.

17. juni 2020

Vi siger farvel til Lutherland – klogere på ham, hans tid og tanker. Hjemkomst sidst på onsdagen.

Om Oberammergau

Kom tæt på påskens begivenheder fra Jesu indtog i Jerusalem Palmesøndag, over de efterfølgende dages diskussioner mellem de lærde og Jesus på tempelpladsen, Skærtorsdags nadver og tilfangetagelsen samt korsfæstelsen Langfredag til opstandelsen Påskemorgen.

Omkring 2.500 børn og voksne, som enten er født i den lille sydtyske alpeby, Oberammergau, eller som har boet mindst 20 år i byen, er med på eller bag scenen. På professionel vis opfører de påskeugens begivenheder i Jerusalem for knapt 2000 år siden..

Det sker på den imponerende friluftsscene, hvor de omliggende bjerge danner en naturlig kulisse.

Læs mere om Oberammergau her

Relaterede rejser og indlæg