Kenya – storslået vinter safari

På safari er to dage aldrig ens, og man kan sagtens rejse ad samme spor år efter år og stadig finde nye oplevelser.

07. februar - 16. februar 2020KenyaVinterFlyØvrige verden, Temarejser

Kenya – storslået vinter safari

Midt i vinterens kulde og mørke her i Danmark er der sol og sommer i Kenya. 

Tag med os på safari i Kenya og nyd solen og varmen ude i den vilde natur. 

På safari er to dage aldrig ens, og man kan sagtens rejse ad samme spor år efter år og stadig finde nye oplevelser. Man kan også søge ad andre ruter, møde anderledes landskaber, dyreliv og kulturer og fortsat ønske mere. Det er svært at se sig mæt på de utrolige naturscenerier. Tværtimod skærpes i stedet appetitten på flere oplevelser.

Vi har planlagt en spændende safari. På ni dage (syv overnatninger) kommer vi rundt i Kenyas Tsavo og Amboseli national parker – et område på størrelse med Jylland, hvor vi bl.a. har mulighed for at opleve “the big five”: elefant, løve, leopard, næsehorn og bøffel.

Rejseplan

07. februar 2020

Forventeligt afgang fra Kastrup kl. 17.25. Ankomst til Nairobi lørdag kl. 6.45.

08. februar 2020

Efter at have passeret visumskranken og have afhentet vores bagage går vi ud og møder vores chauffør, der står og venter på os.

Vi kører ud af Nairobi og bevæger os mod sydøst af den meget trafikerede vej mellem Nairobi og Mombasa indtil vi når indkørslen til Hunters Lodge, hvor vi spiser frokost. Herefter er eftermiddagen til fri afbenyttelse – enten til at slappe af og nyde hotellets have eller tage en tur i svømmebassinet.
Vi overnatter på Hunters Lodge.

09. februar 2020

Om morgenen efter morgenmaden kører vi fra Hunters Lodge og kører videre til Taita Hills reservatet. Her spiser vi frokost på Sarova Salt Lick Game Lodge, hvor vi skal overnatte. Vi kører ud og ser på dyrene i parken undervejs.

10. februar 2020

Om morgenen efter morgenmaden kører vi videre mod Ngutuni vildtreservat, som ligger nabo til Tsavo Øst. Vi ankommer til Ngutuni Safari Lodge til frokost. Vi skal tilbringe 1 nat på Ngutuni Safari Lodge, der ligger et stykke inde i selve parken.

11. februar 2020 - 12. februar 2020

Vi kører fra Ngutuni efter morgenmaden og bevæger os ind i Tsavo Vest. Tsavo Vest er dækket af tæt kratskov i store områder og har mange bjerge og bakker. Derfor er dyrene lidt sværere at finde her, men det er også her der er størst chance for at støde på leoparder. I Tsavo Vest findes der også et naturligt kildespring, som hedder Mzima Springs, hvor vi kan se flodheste, krokodiller og små aber på en lille vandretur med en bevæbnet vagt (ca. 1 km) i roligt tempo. Vi skal være i Tsavo Vest i 2 dage, hvor vi overnatter på Kilaguni Lodge inde midt i parken.

13. februar 2020 - 14. februar 2020

Vi kører fra Tsavo Vest mod Amboseli. Det er en køretur der tager ca. 3 timer. Amboseli national park ligger ved foden af Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro og hvis ellers bjerget ikke er overskyet er det et imponerende syn at se den sneklædte top højt over sletten. Amboseli er især kendt for sine mange elefanter, som der er lavet mange naturudsendelser om. Vi ankommer til Sentrim Amboseli Tented Camp til frokost. Her bor vi de næste 2 nætter. Vi kører ud og ser på parkens dyreliv tidligt om morgenen og igen sent på eftermiddagen.

15. februar 2020

Vi forlader Amboseli og kører tilbage til Nairobi. Vi spiser sen frokost på Tamambo Karen Coffee Garden. Herefter skal vi se Karen Blixens museum, besøger Girafcenteret hvor man opdrætter den sjældne Rothchild giraf for at udsætte dem i det fri, når de bliver voksne. Derefter kører vi til lufthavnen, hvor vi flyver fra omkring midnat.

16. februar 2020

Ankomst i Kastrup forventeligt kl. 09.10.

Relaterede rejser og indlæg