Israel – Jerusalem

Jerusalem drager og fascinerer. Oldtid møder det moderne. Bibelens beretninger bliver levende. Byen har bare det ekstra, som giver et sug i maven!

27. oktober - 03. november 2019IsraelEfterårFlyIsrael, Jerusalem

Israel – Jerusalem

Jerusalem drager og fascinerer. Oldtid møder det moderne. Bibelens beretninger bliver levende. Byen har bare det ekstra, som giver et sug i maven!

Vi får god tid til at opleve byens puls på egen hånd og i eget tempo. Vores erfarne rejseledere kender byen ud og ind. Hver dag kan du enten gå med rejselederne, eller gå på eventyr på egen hånd, hele eller dele af dagen.

De sidste 3 dage har vi fælles program med egen bus og en dygtig dansktalende guide. Her kører vi langs den betagende middelhavskyst til det nordlige Israel med et spændende besøg på korsfarerborgen i Akko, og vi får en storslået naturoplevelse ved Rosh Hanikra.

Vi bor centralt i det moderne Jerusalem i nærheden af byens indbydende caféer og restauranter.

Alle aftener slutter med fællessamling med vægt på hygge, andagt og fællesskab.

Rejseplan

27. oktober 2019

Udrejse tidlig søndag morgen. Vi flyver fra Kastrup via Wien til Tel Aviv. Indkvartering centralt i Jerusalem. Vi får en fornemmelse af byen ved en gåtur gennem centrum af det ny og gamle Jerusalem.

28. oktober 2019

Rejseledernes rute: Den imponerende udsigt over Jerusalem fra øst. Ned ad Oliebjerget via Tårekirken til Alle Nationers Kirke i Getsemane Have. Gennem Løveporten og videre ad Via Dolorosa, ‘Smertens Vej’. Bethesda Dam og Gabbata til Gravkirken. Et kig over byens tage. Jaffaporten, gågaderne Mamilla og Ben Yehuda. Har du ikke været i Jerusalem før, anbefaler vi, at du går med rejselederne denne dag som udgangspunkt for at gå på egen hånd de næste dage.

29. oktober 2019

Rejseledernes rute: Tidligt fra hotellet. Vi forsøger at komme op på Herodes den Stores gigantiske tempelplads, der nu bl.a. rummer Klippemoskeen. Grædemuren og Davidsbyen, med den 533m lange Hizkijas tunnel. Siloa Dam. Via dræntunnelen til sydmuren af tempelpladsen. Den spektakulære Damaskusport og Gordons Golgata, som rummer en klippegrav fra Jesu tid. Rejselederne kommer med forslag til udflugtsmål på egen hånd omkring Grædemuren og Jaffaporten.

30. oktober 2019

Rejseledernes rute: Det pulserende jødiske marked Mahane Yehuda med mange duftende specialiteter. Med letbanen til det gribende Holocaust museum. Rejselederne kommer med forslag til udflugtsmål på egen hånd omkring hotellet.

31. oktober 2019

Hvis muligt besøg i Knesset. Vi ser Israelsmuseet med Modelbyen og Dødehavsrullerne. Besøg i Det Danske Hus i Jerusalem. Betlehem med Fødselskirken og Hyrdernes Mark.

01. november 2019

Gennem Judæas ørken til Herodes’ imponerende klippefæstning, Masada. Senere får vi mulighed for at flyde i det saltholdige vand i Det Døde Hav. Vi slutter med en gåtur op til Davidskilden i oasen Ein Gedi, hvor kong Saul mødte David.

02. november 2019

Middelhavet med Cæsarea, det store romerske teater. Nordpå til den spændende korsfarerborg i Akko og til de fascinerende Rosh Hanikra grotter, hvor havet møder bjergene. På tilbagevejen kører vi over Karmelbjerget, hvor Elias kæmpede mod Baalprofeterne. Afslutningsmiddag på hotellet.

03. november 2019

Efter en forunderlig rundtur i Jerusalem flyver vi søndag fra Tel Aviv via Wien til Kastrup Lufthavn.

Om Israel

Når du først har været i Israel én gang, må du tilbage igen!
Dette kan mange skrive under på. Kombinationen af flere tusind års historie, den komplekse og sammensatte kultur og den varierede natur, gør landet til noget helt særligt. Et land du aldrig bliver færdig med!

Flere tusind års historie
Hvis stenene kunne tale, ville Israels historie næppe kunne rummes i alverdens historiebøger. Bibelen er en af de vigtigste kilder til landets historie og den helt centrale guidebog på vores rejser. Mange af vores rejsedeltagere har oplevet, at Bibelens ord har fået en helt ny betydning, når de har fået koblet stederne og begivenhederne sammen i landet. Her blev Jesus født i Betlehem, og han døde og opstod i Jerusalem.

Læs mere om Israel her

Relaterede rejser og indlæg