Israel – for hele familien

På denne rejse er der plads til at være sammen i familien og få fælles oplevelser med hjem.

11. oktober - 18. oktoberIsraelEfterårFlyBibelske Rejser, Israel

Israel – for hele familien

Israel er et spændende land for både børn, unge og voksne. Der er oplevelser for enhver smag og alder.

Tag på familietur i bibelhistorien. Besøg mange af stederne, I har hørt om: Genesaret Sø, Betlehem og Jerusalem. Oplev Nazareth Village, hvor vi ser en landsby, som den så ud, da Jesus var barn i byen.

Besøg beduiner i ørkenen og rid en tur på kameler. Se hvem der er bedst til at flyde i Det Døde Hav og glæd jer til at svømme i Genesaret Sø og Middelhavet. Tag en tur i gummibåd på Jordanfloden og besøg Hyrdernes Mark ved Betlehem.

Nyd udsigten fra Karmels bjerg, hvor Elias kæmpede med Baals’ profeter, og oplev nogle fantastiske grotter ved Middelhavet og en køretur langs grænsen til Libanon.

På denne rejse er der tid og plads til at være sammen i familien og få uforglemmelige fælles oplevelser med hjem. Turen giver mulighed for, at børn og voksne får lidt forskellige oplevelser undervejs.

Rejseplan

Søndag d. 11. oktober
Vi flyver tidligt om morgenen fra Kastrup via Bruxelles til Tel Aviv, hvor vi lander midt på eftermiddagen. Herfra kører vi til Jerusalem, hvor vi nyder det første glimt af byen, inden vi indkvarteres på centralt beliggende hotel i den jødiske bydel.

Mandag d. 12. oktober
Vi kører til Den gamle By, hvor vi først besøger jødernes helligste sted, Grædemuren. Herfra videre til Davidsbyen, hvor vi går igennem den 533 m lange Hizkijas’ vandtunnel. Vi fortsætter nu til Betlehem, hvor vi besøger Hyrdernes Mark og Fødselskirken. Herefter kører vi tilbage til Jerusalem, hvor der bliver tid på egen hånd, inden vi slutter af med andagt i Gravhaven.

Tirsdag d. 13. oktober
Dagen begynder med en tur på Oliebjerget, hvorfra vi har en fantastisk udsigt over Jerusalem. Vi besøger kirken med Fadervor på alverdens sprog. Herefter går vi ned ad Oliebjerget og besøger Tårekirken, inden vi kommer til Getsemane Have med Alle Nationers Kirke. Vi går nu gennem Løveporten til Skt. Annekirken fra korsfarertiden og Betesda Dam. Herefter passerer vi under ’Ecco Homo’-buen, inden vi fortsætter ad Via Dolorosa, Smertens Vej, til Gravkirken. Resten af eftermiddagen er til fri disposition med mulighed for fx at handle i basargaderne, gå en tur på bymuren eller opleve folkelivet og den specielle atmosfære. Rejselederne tilbyder at gå med dem, som ikke ønsker at gå på egen hånd.

Onsdag d. 14. oktober
Om formiddagen får de voksne mulighed for at se Yad Vashem, holocaust-museet, der fortæller historien om jødernes lidelser under 2. verdenskrig. Samtidig arrangeres der besøg i Den Bibelske Zoologiske Have for børnene og evt. forældre (børn under 10 år har ikke adgang til Yad Vashem). Herefter forlader vi Jerusalem og kører ned gennem Judæas ørken til Det Døde Hav, som ligger 400 meter under havets overflade, og kommer til Herodes imponerende klippefæstning, Masada, hvor jødiske frihedskæmpere år 73 ved romernes angreb begik selvmord for ikke at falde i fjendens hænder. Vi tager med en kabelbane op på toppen, hvor vi får en spændende rundvisning og går så ned ad den romerske rampe på den anden side. Her venter bussen på os, og vi kører til beduinlejren, Kfar Hanokdim, hvor vi skal overnatte i et stort telt. Vi skal også opleve en tur på kamelryg i den fascinerende ørken. Aftenen sluttes af med lejrbål og hygge under stjernehimlen.

Torsdag d. 15. oktober                                                                                                        Vi spiser morgenmad, medens vi nyder solopgangen og forlader herefter beduinlejren. Første stop bliver i Ein Boqek, hvor vi skal bade/flyde i Det Døde Hav, der er verdens lavest beliggende hav, 400 m under havets overflade. Det er en helt speciel oplevelse pga. det saltholdige vand. Herfra kører vi videre langs Det Døde Hav og kommer til Ein Gedi Naturpark, hvor der er et rigt dyre- og planteliv. Det var i dette område, David skar en flig af Sauls kappe. Vi går en tur op til Davidskilden, hvor der også er mulighed for at blive kølet ned under et vandfald. Næste stop bliver ved Qasr Al-Yahud ved Jordan-floden tæt ved Jeriko, som ifølge meget gammel tradition er Jesu dåbssted. Herfra fortsætter vi videre op gennem Jordandalen og kommer til Genesaret Sø og det skønne Galilæa. Vi indkvarteres i Karei Deshe Youth Hostel, der er dejligt beliggende ved bredden af søen og hvor der er gode muligheder for at bade i søen. Her bor vi de sidste tre nætter.

Fredag d. 16. oktober
For de morgenfriske er der mulighed for en dukkert i søen, mens vi ser solen står op. Efter morgenmad skal vi på en skøn sejltur på Genesaret Sø, som er verdens lavest beliggende ferskvandssø. Herefter kører vi op på Saligprisningernes bjerg og nyder udsigten, hvorfra Jesus holdt Bjergprædiken. Efter et besøg ved Magdala, en nyudgravet fiskerby fra det 1. århundrede, slutter vi dagen af med en dejlig tur i gummibåde på Jordanfloden.

Lørdag d. 17. oktober
I dag kører vi først til Nazaret, Jesu barndomsby. Her ser vi Bebudelseskirken, Mellemøstens største katedral, og står på det sted, hvor Jesus engang var ved at blive skubbet ud over kanten af bjerget. Vi besøger også Nazareth Village, der er en opbygget landsby, som den så ud, da Jesus var barn og viser, hvordan Jesus boede og spiste. Vi får også serveret en let bibelsk måltid. Fra Nazaret fortsætter vi til Rosh Hanikra, der er et naturskønt område ved Middelhavet tæt på grænsen mellem Israel og Libanon. Vi nyder udsigten og tager en tovbane ned til et netværk af grotter, udhulet først af naturen og senere af briterne, der anlagde en jernbane til Beirut. Vi satser på, at der bliver tid til en badetur i Middelhavet, inden vi kører et stykke langs grænsen til Libanon på vej tilbage til Genesaret Sø.

Søndag d. 18. oktober
Vi forlader Galilæa og Genesaret Sø og sætter kursen mod Ben Gurion Lufthavn. Undervejs besøger vi Karmels bjerg og nyder endnu en flot udsigt, inden vi må sige farvel til Israel efter en uforglemmelig familieferie. Vi flyver igen via Bruxelles og ankommer til Kastrup sidst på aftenen.

Om Israel

Når du først har været i Israel én gang, må du tilbage igen!
Dette kan mange skrive under på. Kombinationen af flere tusind års historie, den komplekse og sammensatte kultur og den varierede natur, gør landet til noget helt særligt. Et land du aldrig bliver færdig med!

Flere tusind års historie
Hvis stenene kunne tale, ville Israels historie næppe kunne rummes i alverdens historiebøger. Bibelen er en af de vigtigste kilder til landets historie og den helt centrale guidebog på vores rejser. Mange af vores rejsedeltagere har oplevet, at Bibelens ord har fået en helt ny betydning, når de har fået koblet stederne og begivenhederne sammen i landet. Her blev Jesus født i Betlehem, og han døde og opstod i Jerusalem.

Læs mere om Israel her

Relaterede rejser og indlæg