Israel - bibelske fortællinger

Beskrivelse

Unikke oplevelser venter, når Bodil Skjøtt stedkendt viser rundt i Israel.
Rejsen har fokus på formidling af den bibelske for­tælling og et møde med menne­sker,  der lever i den fortælling. 

Vi begynder i nord, der blomstrer efter vinterens regn. Her oplever vi Nazareth Village og besøger de centrale steder ved Genesaret Sø. Videre gennem Jordandalen til Det Døde Hav med et bad i det salte vand. Vi udforsker Jerusalems gamle bydel og finder steder, som bringer os tættere på Jesus og hans forhold til byen. Vi slutter med et besøg i Immanuelkirken i Jaffo.

Rejsen er tilrettelagt for søndagsskoleledere i Lunderskov, men er åben for alle.

Grædemuren - Foto: Thinkstock
Genesaret Sø - Foto: Felix Rejser
Børn ved Grædemuren - Foto: Peder Kølle

Oplevelser på rejsen

Søndag d. 24. marts: Afrejse fra Billund om formiddagen. Vi flyver via Istanbul til Tel Aviv Lufthavn. Efter ankomst kører vi i bus videre til overnatning i Kfar Kinnet Kibbutz Village, som ligger ned til Genesaret Sø.

Mandag d. 25. marts: Dagen begynder med en skøn sejltur på Genesaret Sø. Vi besøger den 8-kantede kirke på Saligprisningernes bjerg. Efter en kort vandretur ned ad bjerget besøger vi Tabgha og Kapernaum med ruinerne af synagogen og Peters hus. Vi kører til Nazaret, hvor vi besøger Bebudelseskirken med dens mange illustrationer af, hvad det betyder, at ’Ordet blev kød’, og Gud blev menneske. Vi besøger Nazareth Village og får indsigt i livet i byen på Jesu tid.

Tirsdag d. 26. marts: Vi besøger Magdala og forsætter til Betsaida og videre op gennem Golanhøjderne til Bentalbjerget med flot udsigt. Vi fortsætter ned gennem Jordandalen frem til Jeriko, hvor vi overnatter. Jeriko er kendt som verdens ældste og lavest beliggende by. Den er også den første by som palæstinenserne fik selvstyre over efter fredsaftalen i 1993. I Jeriko besøger vi bl.a. Zakæus’ Hus, hvor det palæstinensiske bibelselskab har et arbejde til fordel for især unge piger og kvinder.

Onsdag d. 27. marts:  Besøg ved Jesu dåbssted, Qasr Al-Yahud. Videre ned til Det Døde Hav, hvor der er mulighed for at flyde i Det Døde Hav (husk håndklæde). Vi vandrer desuden en tur i ørkenen på et par timer, inden vi kører til Betlehem, hvor vi besøger Hyrdernes Mark og Fødselskirken, den første kirke bygget i Det Hellige Land. Aftenen bruger vi i selskab med unge kristne palæstinensere i Betlehem, inden vi kører til Jerusalem, hvor vi overnatter de sidste 5 nætter.

Torsdag d. 28. marts: Vi begynder på Oliebjerget, hvor vi først besøger Fadervorkirken, inden vi vandrer ned af Palmesøndagsstien til Tårekirken og Getsemane Have med Alle Nationers Kirke. Gennem Stefanus-porten kommer forbi Betesda Dam og Skt. Annekirken og når frem til begyndelsen på pilgrimsruten i Jerusalem, Via Dolorosa, ’Smertens Vej’. Ruten slutter i Gravkirken eller Opstandelseskirken, som den også kaldes. Dagens program slutter i Den Danske Kirke i Jerusalem, Redeemer Church.

Fredag d. 29. marts: Dagen begynder med det ældste af det jødiske Jerusalem, nemlig Davidsbyen med Hizkijas tunnel. Fra Siloadammen går vi op til tempelområdet og har fokus på templets betydning for at forstå Jerusalems historie. Vi slutter i Gravhaven - uden for bymuren.

Lørdag d. 30. marts: Med bus til Immanuelkirken i Jaffo, hvor vi deltager i gudstjenesten og møder menigheden. Vi hører om, hvordan det er at være en kristen menighed i en jødisk millionby. Der er også tid til at besøge stranden og gamle Jaffo, før vi vender tilbage til Jerusalem.

Søndag d. 31. marts: Fridag i Jerusalem. Der er tid til at udforske Jerusalem på egen hånd og opleve de sprudlende markeder rundt omkring i byen. Der er også mulighed for at besøge Caspari Centeret og høre om deres sabbatsskolearbejde, ligesom der er mulighed for et besøg på Yuval, en messiansk musikskole i Jerusalem. 

Mandag d. 1. april: Efter en forunderlig og inspirerende rejse til Israel flyver vi tidlig morgen fra Tel Aviv via Istanbul til Billund Lufthavn med ankomst tidlig eftermiddag.

Rejseleder: Bodil F. Skjøtt er cand.teol og var frem til januar 2018 generalsekretær i Israelsmissionen. Hun har tidligere sammen med sin familie været udsendt af Israelsmissionen til Israel og boet i Jerusalem i en ti-årig periode. Hendes mand, Jens Arne Skjøtt, arbejdede for Israelsmissionen som dansk præst, og Bodil var tilknyttet Caspari Center for bibelske og jødiske studier. Her stod hun bl.a. for de studieture, som Caspari Center arrangerer for studerende, præster og andre.
Gennem sit arbejde som generalsekretær var Bodil ofte i Israel og har mange kontakter til folk i landet, både blandt israelere og palæstinensere.

Rejseledere


Rejsefakta

Dato:
24. marts - 1. april

Priser:
Pr. person i delt dobbeltværelse: Kr. 12.975
Pr. person i enkeltværelse: Kr. 15.725

Det får du for prisen:

  • 8 nætter på 4* hoteller og Kibbutzhotel
  • 8 x morgenmad, 8 x middag
  • Udflugter og entréer ifølge program
  • Supplerende lokal guide
  • Transport i egen turistbus
  • Dansk rejseleder
  • Fly t/r
  • Måltider på fly
  • Drikkepenge til hoteller, chauffør og guide
  • Headsets
  • Skat og bidrag til rejsegarantifonden

OBS: Rejsen bliver gennemført. Forhør om pladser

Almindelige betingelser
Rejsen er underlagt Felix Rejsers almindelige betingelser vedrørende pakkerejser, som du forudsættes at være bekendt med. Betingelserne fremgår her.

Rejsenr.: 320


Printvenlig program

  • Felix Rejser 
  • Korskærvej 25 
  • 7000 Fredericia 
  • tlf.: 7592 2022 
  • CVR nr. 65219115