Nordkap - stor rundrejse til Europas top

Beskrivelse

Kom med på denne smukke rejse til Europas top i selskab med de erfarne rejseledere Vibeke og Bjarne Hvidbjerg. Vi besøger tre nordiske hovedstæder, sejler gennem Stockholms lange, smukke skærgård og kører gennem Finland til rejsens højdepunkt Nordkap!

På vej sydpå gennem Norge, gør vi ophold i Tromsø, hovedbyen i Troms fylke med den smukke Ishavskatedral, og ved den norske ø-gruppe Lofoten med de maleriske huse og kyster. Rejsen er også en læserrejse for Kristeligt Dagblad.

Oplevelser på rejsen

Torsdag d. 4. juli: Opsamling gennem Jylland. Vi sejler fra Frederikshavn kl. 11.50 med Stena Line. Efter ankomst til Gøteborg kører vi langs Vättern til overnatning i Linköping.

Fredag d. 5. juli: Vi kører den korte tur til Stockholm. Guidet tur i hovedstaden med skandinavisktalende guide. Herefter sejler vi gennem skærgården mod Helsingfors. Vi spiser middag om bord og overnatter i indvendige kahytter.

Lørdag d. 6. juli: Morgenmaden nyder vi under indsejlingen til Helsingfors. Rundtur i den finske hovedstad, hvor vi bl.a. ser Uspenski-katedralen, Tempelkirken og Sibelius-monumentet. Fra Helsingfors kører vi til overnatning i Hämeenlinna.

Søndag d. 7. juli: Op gennem Finland ser vi flotte sølandskaber og kører til Jyväskylä, der er præget af Alvar Aaltos arkitektur. Vi fortsætter mod Oulu og Den botniske Bugt. Overnatning i Oulu.

Mandag d. 8. juli: Vi besøger Arctic Center ”Arktikum”, krydser Polarcirklen og fortsætter ad A75 med stop ved Laplands ældste kirke ved Sodankylä. Vi holder aftenandagt i Saariselkä fjeldkirke. Middag og indkvartering i Saariselkä.

Tirsdag d. 9. juli: Vi får en guidet rundvisning på Kamisak Huskyfarm. Besøg på Samermuseet, hvor vi får indblik i en anderledes levevis. Via samerhovedstaden Karasjok og langs Porsangerfjorden til Kåfjord. Gennem den undersøiske tunnel til Nordkapøen Magerøy. Vi bor de næste to nætter på hotellet i Honningsvåg, hvor vi også spiser middag. Senere på aftenen kører vi ud til Nordkapklippen med udsigt over Ishavet - en uforglemmelig oplevelse i klart vejr!

Onsdag d. 10. juli: Morgenandagt i Honningsvåg kirke, der er den eneste bygning i byen, der stod tilbage efter 2. verdenskrig. Efter frokosten kører vi blandt andet til Skarsvåg og travetur til Kirkeporten, hvor vi får endnu en mulighed for at opleve midnatssolen.

Torsdag d. 11. juli: Vi forlader Magerøy, og begynder turen ned gennem Norge. Vi kører via Alta og stopper ved Nordlyskatedralen. Her holder vi en kort andagt. Videre langs storslåede fjorde til Kvænangsfjeldet og langs Lyngenfjorden. Med færge fra Oldersdale til Lyngseidet og Svensby til Breivikeidet inden vi når frem til middag og overnatning i Tromsø.

Fredag d.12. juli: Vi kører over Kvaløya, over Bardufoss og holder bl.a. pause ved Evernes. Herfra kører vi ad Kong Olavs vej til hotellet i Svolvær, hvor vi har to overnatninger.

Lørdag d. 13. juli: Vi kører over Lofoten og besøger et økologisk landbrug med egen produktion af gedeost. Der er smagsprøver inkl. i prisen. Vi besøger det maleriske fiskeleje Henningsvær og ser Lofotkatedralen i Kabelvåg. I Lofotens idylliske natur er ørne almindelige. Tilbage til hotellet i Svolvær.

Søndag d. 14. juli: Med færgen fra Lødingen til Bognes. På E6 sydover kører vi over fjelde og langs fjorde, som skærer sig ind i landet på vejen til Fauske videre gennem Saltdalen og over Saltfjeldet. Her krydser vi nu for anden gang Polarcirklen. Vi spiser tidlig middag med fjeldets specialiteter på Polarcirkelcentret. Overnatning i Mo i Rana.

Mandag d. 15. juli: Turen går via Mosjøen gennem et mere opdyrket område i Nordtrøndelag. Sent på eftermiddagen når vi frem til Trondhjem – Norges gamle bispesæde. Vi deltager i andagt i Nidaros Domkirke, inden vi kører til middag og overnatning på hotel i Trondhjem.

Tirsdag d. 16. juli: Vi fortsætter sydpå over Dovrefjeldet, der er tilholdssted for Dovregubben. Videre ned gennem Gudbrandsdalen. Fra Lillehammer kører vi langs søen Mjøsas blå vand direkte til Oslo, hvorfra vi sejler med natfærge til Frederikshavn. Der er indkvartering i indvendige kahytter på færgen. Vi spiser afslutningsmiddag under udsejlingen gennem Oslofjorden.

Onsdag d. 17. juli: Efter morgenmad og afslutning på Frederikshavn Sømandshjem kører vi ned gennem Jylland ad samme vej som udrejsen - efter en fascinerende rejse til Europas top.

Rejseledere


Rejsefakta

Dato: 
4. - 17. juli

Priser:
Pr. person i delt dobbeltværelse: Kr. 18.975
Pr. person i enkeltværelse: Kr. 24.525

Det får du for prisen:

  • 11 nætter på 3* og 4* hoteller
  • 13 x morgenmad, 13 middag
  • Udflugter og entréer ifølge program
  • 4* bus med aircondition og toilet
  • Danske  rejseledere
  • Headsets
  • Skat, moms og bidrag  til  rejsegarantifonden

Frokoster bliver arrangeret af rejselederne. Pris i alt ca. kr. 375. pr. person.

Her kan du stå på bussen: Ansager, Fredericia, Vejle, Haverslev eller Frederikshavn

Rejsen kræver: Gyldigt pas
OBS: 

  • Tilmelding inden d. 29. april. Herefter forhør om pladser.
  • Ikke egnet for gangbesværede

Almindelige betingelser
Rejsen er underlagt Felix Rejsers almindelige betingelser vedrørende pakkerejser, som du forudsættes at være bekendt med. Betingelserne fremgår her.

Rejsenr.: 135


Printvenlig program

  • Felix Rejser 
  • Korskærvej 25 
  • 7000 Fredericia 
  • tlf.: 7592 2022 
  • CVR nr. 65219115