Georgien og Øst-Tyrkiet

Beskrivelse

Tag med på denne rejse til det eventyrlige Georgien, hvor vi skal opleve et utrolig smukt og kontrastfyldt land med skøn natur, smukke historiske byer og landsbyer samt gamle ortodokse kirker og klostre. I Georgien mødes Europa og Asien. Det fortælles om Georgien, at da Gud skabte verden, snublede han over de kaukasiske bjerge og tabte al mad og vin ned over dette fantastiske land. På rejsen skal vi ikke kun besøge kirker og klostre, men vi skal også opleve den særlige glæde at fejre påske sammen med den ortodokse kirke. Rejsen slutter i Øst-Tyrkiet, hvor vi bor i Kars og bl.a. skal besøge den gamle armenske hovedstad, Ani.

Rejsen er samtidig en sognerejse for Holstebro Kirke.

Trinity kirken
Georgisk mad
Gamle by i Tibilisi
Ananuri-fæstningen
Alaverdi katedralen
Kazbegi

Oplevelser på rejsen

Tirsdag d. 23. april: Vi flyver fra København først på aftenen. Efter mellemlanding i Istanbul ankommer vi sent til Tbilisi.  Vi kører i bus til hotellet, hvor der venter en seng og nogle timers hvile, inden vi for alvor tager hul på vores store rundrejse i natur, kultur og ortodoks kristendom.

Onsdag d. 24. april: Efter morgenmaden møder vi vores guide, og bussen er klar til at køre os østpå til Kvareli-regionen. Vi kører ad mindre veje og kommer igennem små landsbyer, som giver os et indtryk af dagliglivet i Georgien. Husene er typisk små og simple, men med haver til eget forbrug. Vi gør holdt ved en af de små salgssteder med lokale delikatesser langs vejen. Vi får en prøve på den store gæstfrihed i landet, når vi midt på dagen spiser vores frokost og nyder de lokale retter hos en almindelig georgisk familie i Gurjaani. Næste stop er Khareba Winery i Kvareli. Under sovjet-tiden blev dette vinlager brugt til opbevaring af al den vin, der blev produceret i Georgien. Der kan opbevares 25 millioner flasker vin i vinkælderen og vi får mulighed for at smage på nogle af vinene. Næste højdepunkt på dagen er Alaverdi-katedralen, den tidligere hovedkirke i Georgien. Vel ankommet til Kvareli Eden i Kakheti, venter der os en dejlig middag og en god nats hvile.

Torsdag d. 25. april: Det er umuligt at finde ord, som er for store til at beskrive den natur, som vi skal opleve i dag. Det første fotostop er Gremi, som i det 17. århundrede var hovedstad i Kakheti-provinsen. Gremi var en driftig by på grund af dens beliggenhed på Silkevejen. I dag er det kun slotskirken med dens kirketårn, der rager op i landskabet. Jo længere vi bevæger os op ad bjergene, jo mere lægger vi de grønne skråninger med vinmarkerne bag os, og jo mere rå og barsk fremstår den natur, vi møder. Frokosten indtager vi i Ananuri med en storslået udsigt. Efter frokosten bevæger vi os videre op af den gamle militærvej, der blev bygget i det 19. århundrede. Vi nærmer os den russiske grænse. Dette er et af Europas bedste områder for vandreture og al slags friluftsliv. Vi kommer op til Gudauri, der ligger over trægrænsen i 2200 meters højde. De kaukasiske bjerge møder os som en mur. Elbrus-bjerget er Europas højeste på 5642 meter, og bjergkæden udgør grænsen mellem Europa og Asien. Det næste fotostop er Jvaripasset, hvor vi ser et stort orange vandfald fyldt med jern og forskellige andre mineraler. Kaz-begi og den lille by Stepantsminda byder os velkomne i aftenlyset. Vi skal overnatte på Hotel Porta Caucasia -  midt i Kaukasiens bjerglandskab med en storslået udsigt. Restauranten serverer i dag og i morgen en buffet med et stort udvalg af delikatesser og lokale retter.

Fredag d. 26. april: Vi kører i små jeeps op til Gergeti Trinity kirken, der ligger 2170 meter over havet. Kirken er bygget i år 1400 og ligger helt isoleret på en bjergtop. Belønningen heroppe er en vidunderlig panoramaudsigt. I højderne skal vi også se Gvleti-vandfaldet, Dariali-kløften og Snodalen.  Frokosten indtages hos en georgisk familie i Kazbegi. Vi skal nyde den lokale Khinkali-menu (særlige kødboller), og vi skal holde en lille middagspause hos familien, inden vi kører til den russiske grænse for at deltage i en gudstjeneste i en nyere kirke. Derefter tager vi tilbage til hotellet med bussen, hvor middagen venter. Inden vi går til ro på hotellet i Kazbegi, bliver der måske mulighed for en lille aftentur i landsbyen og i den skønne natur. Det er som om tiden har stået stille i Kazbegi i mange, mange år.

Lørdag d. 27. april: Vi siger farvel til Kazbegi – dette i alle betydninger paradisiske højdepunkt på turen – og vender os mod hovedstaden Tbilisi. Der er kun 45 km kørsel. På vejen til byen besøger vi Ananuri-fæstningen, som har tjent som feudal hovedsæde i 1300-tallet. Senere gør vi holdt ved Mtskheta, den tidligere hovedstad i Georgien. Her ligger den berømte Svetitskhoveli-katedral. Vi håber tiden tillader os et besøg her. Stedet byder på et marked med kunsthåndværk. Her spiser vi vores frokost, inden vi kører det sidste stykke vej til Tbilisi, hvor vi tjekker ind på hotellet, der ligger i den centrale gamle del af byen. Middagen indtager vi på en af byens mange restauranter, hvor vi skal opleve georgisk musik og national dans. Kl. 22.00 deltager vi i Påskenatsguds-tjenesten i en af byens kirker eller måske kører vi tilbage til Svetitskhoveli-katedralen i Mtskheta. Det bliver sent, inden vi er tilbage ved vores hotel.

Søndag d. 28. april – Påskedag: I dag indtager vi Tbilisi. Vi vandrer rundt i byens gamle bydel, og deltager i en af byens påskegudstjenester. Hovedstaden har en 1500 år gammel historie. Byens arkitektur bærer præg af de forskellige magthavere i byen. Der er katedraler, basilikaer, synagoger, moskeer, fæstningsværker og museer – det flyder over med kunst og smuk arkitektur. Vi går over floden, Mtkvari, der løber gennem byen. Måske sejler vi med en af gondolerne til byens Moder Georgien-statue, der troner over byen. Frokosten byder sig til med skønne retter og specialiteter, og vi nyder et bad i det naturligt opvarmede vand i badstuen. Efter endnu en spændende dag nyder vi aftensmaden i en af byens restauranter.

Mandag d. 29. april: Denne dag kører vi langt gennem den georgiske natur. Vi skal besøge byen Gori, hvor Josef Stalin blev født. Vi besøger fødehjemmet og museet for ham, og noterer os den forgudende fremstilling af ham. Efter frokost krydser vi grænsen til Tyrkiet og kører  videre mod Kars, hvor vi skal overnatte de sidste to nætter.

Tirsdag d. 30. april: Tidligt om morgenen forlader vi hotellet for at køre til ruinerne af Ani, den gamle armenske hovedstad, der ligger i et fantastisk smukt naturområde lige på kanten af en kløft, der danner grænse mellem Armenien og Tyrkiet. Vi oplever spor af gammel zarathustrisk kultur og  ser dekorative eksempler på kristen arkitektur. Frokosten indtager vi på Restaurant Puskin, hvor vi nyder en særlig gåse-menu. Om eftermiddagen besøger vi Kars-slottet, kirker, en katedral, den tidligere guvernør-bolig og forskellige berømtheders steder. Når vi nærmer os aften, vender vi tilbage til hotellet til middag og overnatning.

Onsdag d. 1. maj: Formiddagen er fri. Ved middagstid forlader vi hotellet og kører til lufthavnen, hvorfra vi flyver til Istanbul. Hermed slutter vores møde med Georgiens natur, kultur, historie, kirker og klostre og ikke mindst den ortodokse påske. Efter en spændende og uforglemmelig rejse ankommer vi til København sidst på aftenen.

Kort

Rejseledere


Rejsefakta

Dato:  
23. april - 1. maj

Pris:
Pr. person i delt dobbeltværelse: Kr. 14.975,-
Pr. person i enkeltværelse: Kr. 17.575

Det får du for prisen:

  • Rejseledelse
  • Fly København-Istanbul-Tblilsi og Kars-Istanbul-København
  • Transport fra og til lufthavnene
  • Indkvartering i dobbeltværelse i 9 dage/8 nætter på 3-4* hoteller
  • Alle værelser med bad/toilet og aircondition
  • Alle udflugter og entréer ifølge program
  • Transport i turistbus med aircondition
  • Fuldpension fra morgenmad 2. dag til frokost sidste dag + forplejning på flyene
  • Lokale engesktalende guider, som oversættes til dansk
  • Drikkepenge til guider, chauffører og hoteller
  • Lufthavnsskatter i Danmark, Georgien og Tyrkiet
  • 30 kg fri bagage + 8 kg håndbagage
  • Bidrag til rejsegarantifonden· Høretelefoner

Udrejse fra: Kastrup

OBS: Tilmelding inden d. 18. februar. Herefter forhør om pladser.

Almindelige betingelser
Rejsen er underlagt Felix Rejsers almindelige betingelser vedrørende pakkerejser, som du forudsættes at være bekendt med. Betingelserne fremgår her.

Rejsenr.: 183


Printvenlig program

 

 


  • Felix Rejser 
  • Korskærvej 25 
  • 7000 Fredericia 
  • tlf.: 7592 2022 
  • CVR nr. 65219115